onsdag den 28. januar 2015

Kapitel 5 - Det Nye Bliver Hverdag

Det er onsdag, og det betyder at det er tid til endnu en beretning fra det Store Land i Vest. Ikke at indlæggene ind til videre har fulgt nogen bestemt udgivelsescyklus, og ikke at de kommer til det. Jeg synes bare det lød som en god start.

En endnu bedre start kunne være at forklare min afsindigt udspekulerede titel.Min kære læser vil forhåbentlig opfatte det sådan, at der efterhånden begynder at indfinde sig en form for normaltilstand i min arbejdssituation. Det er imidlertid kun sandt for så vidt, at man betragter det, at ingen dage ind til videre har været bare tilnærmelsesvis ens, som en normalitetstilstand. Der sker simpelthen noget nyt hver dag, og jeg er ind til videre blevet bedt om, at foretage mig noget nyt hver dag. Altså... Jeg ikke forstået som "kan du ikke finde på noget noget nyt at lave i dag? Nu har vi efterhånden snart alle sammen set dit jongler-med-tre-motorsave-med-ild-i-tricks". Mere som i "udfør denne her specifikke opgave" - og så er det noget, jeg aldrig har prøvet før!
Hurra!

I lange træk siden sidst*:
I fredags var jeg ude med journaliststuderende frk. Celina Liv Danielsen. Hun er lige så hardcore som vores fælles veninde Camilla Lund, så det var en fornøjelig aften. Celina er taget til New York for at blive mega dygtig til at lave TV-nyheder. Hun skal gå i skole fra februar til april, og belærte mig i løbet af aftenen om, hvad det vil sige at tale igennem linsen og om, at vi nærmest var naboer hjemme i København. Der kan man bare se. Jeg skal her i samme ombæring skynde mig at bringe et skønt slankeråd fra frk. Danielsen: Man skal bare snakke så meget, at man glemmer at spise den mad, som ligger på tallerkenen. Det lod til at virke for hende (jeg håber virkelig, hun læser det her)...

Om lørdagen lavede jeg lektier, som jeg havde fået for af henholdvis Anomaly og Dansk Brydeforbund. Derudover tilsmagte jeg en væsentlig mængde bagdel (krydrede røv, red.).

Søndag havde jeg fornøjelsen af at blive inviteret først på formiddagskaffe og senere på frokost af min gamle chef i Elgiganten i Fields, Marcus, hans kone Maria og deres datter Vida. De var tilfældigvis lige på ferie herovre i det store Æble. Marcus så på Facebook en af mine mange reklamer for mit eget foretagende herovre, og spurgte om vi ikke skulle drikke kaffe en dag. Det blev søndag klokken 12 og før jeg havde set mig om havde jeg tilbragt sek timer i deres selskab. Jeg kvitterede for frokost med lynrundvisning i området omkring (hullerne efter) World Trade Center og almindelig historiefortælling og gøglen.

I mandags begyndte det, som det er nogen derhjemme bekendt, at sne en smule. Så stor en smule, at guvanør Andrew Guomo allerede om formiddagen lovede, at han ville lukke subway systemet og alle vejene relativt tidligt. Det betød at kontoret på Broadway allerede omkring klokken et begyndte at affolke mere eller mindre. Godt nok er de glade for at arbejde, de gode amerikanere, men det var alligevel tilsyneladende de færreste, der havde nogen nævneværdig interesse i at overnatte på matriklen.
Jeg selv gik hjem omkring klokken to og forsatte på dagens opgave: At producere nogle ord skyer, som kunne give overblik over forskellige hårrelaterede problemstillinger. Som så meget andet af det materiale, jeg har fremstillet, bruges ordskyer til at kaste lys over et emne på en ny og interessant måde. Forhåbentlig er lyset så nyt og interessant, at man får den helt rigtige idé til en reklame, af at se sit produkt fra den vinkel. En ordsky kunne for eksempel se sådan her ud:

http://www.wordle.net/display/wrdl/1092476/Period_G

Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at jeg får min sag for med de her kreative opgaver. Som Lisa så diplomatisk udtrykte det: "På CBS og i Danmark generelt bliver vi gode kritiske tænkere. Men det er jo ikke ligefrem den kreative side, der bliver fremhævet". Det vil jeg gerne skrive under på!
Hun gik videre til at forklare mig, hvordan arbejdet i innovationsafdelingen hænger sammen: Formålet med innovationsafdelingen er egentlig to-delt. Vi skal først og fremmest være i stand til at undersøge forbrugs- og forbrugeradfærd på mange forskellige måder.  Dernæst skal vi kunne samle de observationer, vi gør os, sammen til nogle enkelte, få punkter, som man kan bruge som udgangspunkt for en eventuel handlingsplan. Det er den del man lærer på CBS.

Hvad (meget) værre er, skal vi også kunne formulere de observationer videre på en visuel og let-forståelig måde, således at designere, TV-producere og ikke mindst kunder får en fuldkommen klar idé om , hvad det egentlig er, vi i første omgang har forstået om dem og deres forbrugsvaner. For at kunne videregive vores viden om forbrugerne tager vi altså i Innovationsafdelingen alle mulige metoder i brug. Ind til videre har jeg været i berøring med IDCs og ord skyer.

På ovenstående fremgår det med al ønskelig tydelighed, at jeg selv stadig er lidt forvirret over hvad Anomaly (og reklamebureauer mere generelt) foretager sig. Jeg har fået forklaringen fra Patrick på kontoret, og jeg LOVER at hans pæne tegning bliver til et blogindlæg i dag.

Tirsdag, som egentlig skulle have været VERDENS VÆRSTE NEW YORKER SNEVEJRSDAG blev mere bare "tirsdag med hvidt krydderi". Kontoret var lukket alligevel, og jeg arbejdede videre med ord skyer og sammenfatning af forbrugerobservationer.

I dag er det onsdag. Nu er det onsdag aften. Så I får lige en video at køle af på. Det er årets Budweiser Super Bowl reklamer.

OG DET ER MIT FIRMA DER HAR LAVET DEN!



*det skulle have været korte træk, men jeg evner ikke at begrænse mig. 

fredag den 23. januar 2015

Kapitel 4 - Og saa i gang!

Jeg skal med det samme bringe en Advarsel: Det er muligt at dette Indlaeg for nogle vil vaere fuldkommen ulaeseligt. Det kommer sig af, at jeg skriver det paa den Databehandlingsmaskine, de har laant til mig paa Kontoret. Den har et amerikanskt Tastatur. Saaledes har jeg ikke muligheden for at angive de tre, specifikt Danske Karakterer.
Siden jeg alligevel er begraenset til et mellemkrigslignende udtryk taenker jeg, at jeg ligesaa godt kan gaa linen helt ud. Jeg vil derfor ogsaa for en gangs skyld forsoege at skriv ordentligt, og i oevrigt stave Navneord med stort Begyndelsesbogstav. Det ser saa fornoejeligt formelt ud.

Med Advarslen ude af verden kan jeg nu rent faktisk begynde paa Dagens Historie. Naturligvis den om de tre foerste Dage paa Kontoret.

De har mildest talt vaeret hektiske.  Det er selvfoelgelig ogsaa derfor, jeg ikke har vaeret ved Tasterne siden i mandags.
Jeg har imidlertid lidt Tastetid nu, fordi jeg ved en fejl er kommet til at taget alt for tidligt paa Kontoret. For min hoejtaerede Laeser bliver alt for bekymret, skal jeg med det samme berette, at denne Tidsforskydning ikke skyldes en momentaer Hjerneskade, men naermere at jeg havde et andet Aerinde inden Kontortid. Jeg har vaeret paa Kontoret for Sociale Sikkerhedsnumre (Social Security Numbers) for at rekvirere mit eget. Med et saadant er man nemlig i stand til at faa Loen, og det er immervaek et afsindigt dejligt frynsegode. Kontoret for de Sociale Sikkerhedsnumre laa paa noget af en omvej i forhold til min saedvanlige rute til Anomaly, og eftersom den skal Kontorer i baade USA og Danmark har Ry for at have nogle virkelig lange koeer tog jeg afsted i rigtig god Tid. Alt for god tid faktisk. Der var stort set ingen andre end mig, der gad staa saa tidligt op for at faa forrettet deres Aerinder med det Offentlige. Saa nu er jeg paa Kontoret paa Broadway med tre Kvarters Margen til normal Moedetid for Praktikanter.

Og Praktikant - Det er jeg!


Tirsdag d. 20/1-15
Paa den foerste Dag var jeg blevet bedt om at moede klokken 0945. Som sagt saa gjort; naturligvis med den for mig saa almindelig grad af Tidspessimisme der gjorde, at jeg stod foran Hoveddoeren paa 536 Broadway 25 minutter foer det egentlig havde vaeret noedvendigt. Jeg gik mig en kort Tur og koebte en kop virkelig elendig Kop Kaffe, som jeg smed ud mens jeg taenkte "Saa det ogsaa vaere Ligemeget!". Jeg gik ind paa kontoret og satte mig til at vente i Trods over daarlig Kaffe. Der ventede jeg ind til Klokken blev noget naermere det aftalte Moedetidspunkt.
Foerstepunkt paa dagsordenen var en rundvisning paa kontoret. Den blev kyndigt eksekveret af en af de personaleansvarlige (HR), Evan, som tog undertegnede samt Olivia (Aus) og Meghan (US) i haenderne og fulgte os rundt i ikke mindre end fire elevatorer, lige saa mange etager og tre bygninger. Uden nogensinde at gaa udenfor, vel at maerke. Bygninger ligger ret taet her i byen. 

De naeste par Timer gik med Papirnusseri og Udlevering af naervaerende underbemidlede Databehandlingsmaskine. Efter obligatorisk Papirnusseri blev vi tre Nystartende distribueret ud til vores respektive Afdelinger. 

Jeg er blevet placeret i 'Innovations', hvor parolen er 'se jer om, find en uudnyttet mulighed i markedet, find en Loesning og foreslaa den til en af vores Samarbejdspartnere'. Det er VIRKELIG Spaende, for det er dybest set Meningen, at hvert projekt vi laver har Potentialet til at blive en ny Produktkategori.

Det foerste Projekt jeg er blevet fedtet ind i handler om Haar. Det der sidder paa mennesker. Mere maa jeg vist desvaerre ikke rigtig sige om det. I hvert fald maa jeg ikke skrive noget som helst om det paa en offentlig Blog. 

Jeg blev kastet direkte ud i et Designevalueringsmoede, som det foerste efter jeg var blevet introduceret til mine nye Kolleger. De hedder Patrick, Matt, Trae og Lisa. Sidstnaevnte er min mest direkte Hun som taler lige saa godt dansk som hun taler engelsk, og er endda uddannet samme sted som jeg er.

Til Designmoedet sagde jeg, baade paa grund af min manglende Forstaelse af projektet og paa Grund af mit komplette fravaer af aestetisk sans, ikke et Kvaek. Godt nok mener professor Soeren Husted, at jeg gerne udtaler mig paa et hvilket som helst Grundlag uanset dets tykkelse, men her var Grundlaget ikke bare tyndt - det var ikke-eksisterende. 

Jeg tog revanche lidt senere til et andet Moede, som handlede om at evaluere nogle af de forskellige Maader at udmoente budskabet i samme projekt paa. Det var alt i alt en spaendende foerste Dag, hvor jeg for alvor fik at foele hvilket gear, jeg skal have min Hjerne op i. Jeg kan maerke, at jeg kommer til at laere SAA meget herovre. Og at det bliver taeske haardt.  

Onsdag d. 21/1-15
Paa andendagen af min Praktik hos Anomaly gik det ikke mindre hektisk for sig. Hele dagen gik med at forberede en interviewguide og samle information sammen til et gruppeinterview, som skulle afholdes samme aften. Det var en Gruppe af Haareksperter, som skulle underlaegges en grundig Afhoering. Jeg moedte ind paa kontoret klokken 0930. Formiddagen gik med at finde Billeder af forskellige personer, som kunne bruges som personificeringer af det Haarprodukt vi arbejder med. Altsaa havde Lisa taenkt at spoerge gruppen"Hvis det her Produkt var en Person, hvilken Person ville det saa vaere". Det havde jeg meget sjov af. Mine foerste bud indeholdt klassikere som Jane Fonda og Byggemand Bob. Lisa var ikke udpraeget tilfreds, og gav mig et forsoeg mere. Anden omgang gik noget bedre. 
Derudover var det Praktikantens opgave at finde Tuscher, Papirer og andre ting til aftenens Ekspertgruppeinterview. Og saa naturligvis at Printe en masse Materiale til Deltagerne. Det er jo ikke for sjov at det hedder en "PRAKTIKANT": Printopgaver Regerer Ambitioes Knejts Tid. Imens Kan Anfoereren Nulre Taeer" (jeg printer naesten ingen ting, men det er okay at lege med forudindtagelserne) 

Da Anfoereren var faerdig med at nulre Taer var det klokken blevet 1900, og det var tid til afholde gruppeinterviewet. Det var den unge Mands opgaver at tage Notater, hvilket i sig selv var en ret interessant Oevelse. Isaer er det rart, naar man Dagen efter kan se, at Anfoereren rent faktisk saetter sig ned, laeser de Notater og foretager Aendringer paa Baggrund af dem. 

Torsdag d. 22/1-15
Dagen igaar gik med at forbedre et saet "IDCs", som kunden til Haarprojektet har sendt til os. En IDC er en "Inspirational Designer Consumer"; en fiktiv Person, som opdigtes for at Designafdelingen lettere kan forestille sig hvem der skal bruge de produkter, de sidder og tegner. 

Nu er klokken blevet fredag og mange - Arbejdet burde snart begynde, saa resten historiefortaellingen maa fortsaettes en anden dag. Til naeste gang vil jeg bede Dig, kaere Laeser, om at krydse fingre for at der inden for en overskuelig fremtid opstaar en Forskydning i Tids/Rumkontinummet der goer, at det snart bliver naeste fredag. Naeste fredag er nemlig den Dag Julie lander herovre... 

mandag den 19. januar 2015

Kapitel 3 - Hverdagsobservationer 1

Det er den sidste fridag inden det går løs hos Anomaly i morgen. Jeg besluttede mig for lige at tage en togtur ind til Manhattan, for at se mig om og undgå unødig stress i morgen. Lykken står som bekendt den velforberedte bi. Dagens tog- og gåtur afslørede to ting:

1) at verden er afsindigt lille.

2) at det her show ikke er det værste projekt i verden jeg har begivet mig ud i.

Bare for at starte et sted tager jeg lige de to ovennævnte punkter bagfra:
Observation nummer 2) stammer fra den simple kendsgerning at Anomaly har valgt at have kontor i en virkelig cool del af byen. Det meste af Downtown Manhattan er rimelig nice, og Soho (hvor Anomaly ligger) lader ingen ting tilbage at ønske i forhold til de andre Manhattan kvarterer. Økologiske cafeer, grøntforretninger og delier ligger side om side med detailforretninger for nogle af de største brands i verden.a

Bedst af alt var, og dette vil komme som et chok for alle, der kender mig, bogforretningen 'McNally Jackson'. Det er heldigvis ikke en kæde, og derfor kan de gøre tingene lidt mere som det passer dem. Det betød blandt andet at jeg ikke kendte en eneste af titlerne i vinduet, og det betød, at de lige inden for døren havde deres egen trykkemaskine stående. Bare sådan lige for det tilfælde, at man selv synes man havde skrevet noget fedt, og gerne ville have det ud på papir. Jeg mener bare... HVOR SKØNT KAN DET EGENTLIG BLIVE? McNally Jackson - jeg er fan.

Observation nummer 1) af de to ovennævnte jeg har gjort mig på dagens ekspedition - den at verden er utrolig lille - var et produkt af min togtur ind til Manhattan. Jeg steg på toget midt i Brooklyn (for der bor jeg), og allerede efter to stop steg en lystigt konverserende familie ind i toget. Det lignede umiskendeligt et par på mine forældres alder, der havde inviteret deres børn med påhæng på en tur til det Store Æble. Det kan på nuværende tidspunkt ikke komme som en overraskelse for nogle af mine læsere, at de talte dansk. Jeg mener... Jeg har ligesom lagt ret meget op til det.

Og sådan kom det hjemlige lidt for tæt på. Jeg mener bare... Jeg prøver virkelig at vænne mig til, at jeg skal rent faktisk skal lede ret aktivt, hvis jeg skal finde et menneske i lokalområdet, der ikke er chokoladefarvet. Jeg gør mit allerbedste for at bilde mig selv ind, at Julie og jeg har indledt os på noget ganske eksotisk ved at tage herover i et halvt år. Som sådan bliver min fornemmelse af at være opdagelsesrejsende i fremmed og ukendt territorium på det kraftigste kompromitteret af, at en dansk familie vælger at holde ferie lige midt min helt personlige jungle. Det kan de helt ærligt ikke være bekendt.

Ikke dermed sagt at Julies og min familie ikke er velkomne - jeg glæder mig helt vildt til at se Jer herovre, og til at lege opdagelsesrejsende sammen med jer! Men det betyder ikke at alle mulige andre familier behøver kommende rendende.

Tonen herover til trods var det faktisk meget hyggeligt, at nogle stod der midt i MIT Brooklyn-tog og sludrede på dansk. Det gør faktisk nok mest af alt bare, at jeg glæder mig endnu mere til at have nogen at dele Brooklyn og Manhattan med.

Her er dagens billeder. De er fra togsstationen ved Myrtle Avenue (i Brooklyn) og omegn.








søndag den 18. januar 2015

Kapitel 2 - Spændingen stiger... og falder.

Der følger her et ulideligt langt indlæg, som beskriver rejse og de første par dage i fuldkomment unødvendige detaljer. God fornøjelse!

Københavns Lufthavn, 16/1-15 kl. 1721 dansk tid
Jeg har lige sagt farvel til mor, far, Jonas, Frederik og Benjamin i lufthavnen. Julie var jeg nødt til at efterlade derhjemme på Frimestervej, som jo dybest set snart ikke er hjemme længere. Hun har stadig et arbejde hun er nødt til at passe, inden hun kan tilslutte sig festen i New York.
Julie kommer - bogstavelig talt - flyvende den 30. Januar og lander i New York klokken lige midt på eftermiddagen.
Jeg selv sidder altså nu i lufthavnen ved gate C33 og venter på at bordingen går i gang om 9 minutter. Sommerfuglene har flakset mere og mere ivrigt rundt siden i søndags, hvor de for alvor begyndte, og de nærmer sig nu et flakseniveau der gør, at det godt meget snart må blive tirsdag, så jeg kan få noget af spændingen indfriet. For jeg er mega spændt og jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt vildt til at starte på et nyt arbejde, i en industri som har ligget som en drøm i baghovedet siden jeg startede på handelsskolen for snart 10 år (wow...) siden.

Samtidig er jeg også død-nervøs. Jeg er nervøs for at starte arbejde i virksomheden, der ligger i Amerika. I det land har man eftersigende ikke fællesfrokoster, hvor alle sætter sig ned samtidig og deler et måltid mad, sådan som man gør det hos Endomondo. Hvordan skal man så lære sine kollegaer at kende!?
Jeg er nervøs for at starte på et arbejde som, i alle de bøger jeg har læst på handelshøjskolen, er beskrevet som "præget af en individualistisk arbejdskultur, hvor jungleloven gælder, og hvor den stærkeste overlever". Hvordan skal den skrivende konsensussøgende (igen, ifølge bøgerne) skandinav dog klare sig i sådan en forrået verden, hvor et stort smil fra en ligeværdig nærmere er tegn på en snarlig kniv i ryggen, frem for et ekstra espressoshot i morgendagens latte (espressoshottet her ment som et klodset billedligt eksempel på en venlig gerning fra omtalte kollega).

Det er nok ikke så slemt at arbejde i USA, som jeg her forestiller mig, men jeg kan godt mærke at jeg er på vej ud i nyt og ukendt territorium, og at min menneskelige, krybdyrprægede, krysteragtige og irrationelle hjerne er hunderæd for det. Den ringer med alle de alarmklokker, den har at gøre godt med, for at få mig til at blive i min komfort zone. Altså derhjemme.
Det skal blive en stor fed løgn.

Nu er det boarding tid...

Flyvemaskine, et sted midt over Atlanterhavet, 16/1-15 cirka klokken 2300 dansk tid. 
Følgende er uddrag fra håndskrevne noter. 
Det er et par uger siden, at jeg fik den første indikation af min forestående flyvetur ville blive... Anderledes. Norwegian havde per SMS meddelt mig, at det portugisiske flyselskab "HiFly" ville overtage den flyvning, som jeg skulle til at begive mig ud på. Jeg træder ind i flyveren, og det er tydeligt, at de to selskaber har gjort deres bedste for at lade som ingenting. Der hænger små Norwegian flag på stoleryggene, der hvor man læner sit hovede, og det skal senere vise sig, at mit inflight meal bliver leveret i en æske, der er plastret til med Thor Heyerdahl citater.

Deres indsatser til trods fornemmer jeg straks, at noget ikke er som det skal være. Jeg træder ind i flyveren, og en to meter høj Alejandro type anviser mig pladsen LIGE ved siden toilettet på et sydeuropæisk klingende engelsk, frem for det flade, skandinaviske jeg havde forventet at blive modtaget med.
Alejandros solbrune kvindelige kollega, som forventningsfyldt trippende venter længere inde i maskinen, er klædt i en kølig lyseblå nederdel og en direkte arrogant mørkeblå blazerjakke, frem for Norwegians sædvanlige postkasserøde uniformer. I skærende kontrast til hendes kølige blå uniform står fru Alejandro's læber. De er malet i en exceptionelt afskyelig nuance af pink. Den pink som ingen andre end piger under 5 og hjerneskadede realitystjerner bryder sig om. Med brun hud, pink læber og blå uniform giver hun alt i alt et kunstigt, Barbie-agtigt indtryk, og kaster et ildevarslende skær over hele situationen.
Hendes flakkende blik vidner om at hun er medskyldig i en forbrydelse, hvis fulde omfang først bliver kendt for os intetanende ofre efter flyet er boardet og alle forsøg på undvigelse for længst er fortabt i luftfartselskabernes bureaukratiske tåger. 

Hun står der og våger over mig, fru Alejandro, mens jeg udforsker den plads, der er blevet mig tildelt. Jeg kan mærke hendes brændende blik, da jeg med møje får bakset min carry-on bagage op i de dertil indrettede skabe over mine og mine medpassagerers hoveder.
Jeg sætter mig i sædet og iværksætter straks en eftersøgning efter en skærm, som ikke ved første øjekast er synlig. Jeg forventer naturligvis at den er at finde et sted i min umiddelbare nærhed. Skærmen. Den skærm, som jeg forventer skal bringe mig helskindet til New York med min forstand i behold. Den skærm, som er min største fornøjelse ved alle flyveture: Nemlig det at kunne læne sig tilbage i sædet og, uden den mindste antydning af dårlig samvittighed over ting jeg ellers kunne have foretaget mig, se film efter film eller afsnit efter afsnit af en af de serier, som luftfartselskaberne stiller til rådighed for at underholde deres passagerer. Indhold som er stillet til rådighed for at undgå situationer som den, der forekom d. 11. September 2001, hvor det er blevet påvist at optøjerne i 5 ud af 6 flyvemaskiner opstod, fordi in-flight entertainment systemerne var nede.
Det kan måske lyde sært, men jeg ser rent faktisk frem til sådan syv timer, hvor jeg bare skal sidde i mit sæde, se TV og vente på at måltid efter måltid bliver serveret fra små vogne, som er designet sådan, at de kører ind i høje mænds knæ.

Den skærm, jeg leder efter, plejer at være placeret øverst i sæderyggen umiddelbart foran en. Allerede da jeg satte mig i sædet lige ved toilettet var det ret tydeligt, at skærmen ikke var at finde på sin sædvanlige positionen. Min overraskelse over manglende skærm gør, at min næste bevægelse - et ryk med hovedet, for at undersøge armlænet for eventuelle skærmforekomster - bliver en kende for pludselig. Den pludselige bevægelse resulterer nemlig i, at jeg endnu engang pådrager mig fru Alejandros fulde opmærksomhed. Til min fortvivlelse er skærmen heller ikke at finde i armlænet.

Med et sidste desparat håb krummer jeg mig helt sammen for at undersøge området under mit sæde. Jeg ser imidlertid ikke andet end en dysfunktionel redningsvest og et par beskidte sneakers. Jeg vender tilbage til overflade med nederlaget malet ansigtet. Det første jeg ser, tilbage i oprettet position, er fru Alejandro med den forfærdelige læbestift. Hendes blik er stift rettet mod den tunge flydør. Da Alejandro med et sagte "schlump" lukker den i, er det lige før jeg kan høre hendes diabolske kaglen ringe ud i hele kabinen. Både hun og jeg ved hvad klokken er slået: Jeg er dømt til 7 dødsyge timer med sløje hovedtelefoner og en imponerede mængde gadgets, hvoraf ingen er ladet ordentligt op. 

Således er jeg altså gået fuldkommen analogt. Teksten her er forfattet med en gammeldags kuglepen, i en gammeldags notesbog. Hvis nogen har indsigelser over tekstens meningsløshed og fuldkommen unødvendige længde vil jeg foreslå at man forfatter en skriftlig klage til:
Norwegian Air Shuttle ASA    
PO Box 115
1330 Fornebu
Norway

First world problems er en MEGET virkelig ting. 

804 Greene Avenue, 11221 Brooklyn, New York, US, 18/1-15 kl. 1337 amerikansk tid.
Den værste skuffelse over manglende TV-serier på flyet har nu lagt sig. Det er søndag eftermiddag, og det har pisset ned hele dagen. I følge vejrudsigten skulle der komme 15 mm., og det kræver selvfølgelig en indsats fra Moder Natur. Hun arbejde virkelig på at nå målet. Regnen har gjort, at jeg ikke har foretaget mig ret meget i løbet af dagen. Med mindre man synes at læsning af 200 siders rejsebeskrivelser fra Australian er meget. Så har jeg virkelig udrettet noget i dag. 

Siden den værste flyvetur i mit liv er der ikke sket så forfærdelig meget, men lidt har også ret. 
Jeg landede cirka 2130 amerikansk tid, og efter hvad der virkede som en evighed, kom jeg igennem køen og fik taget de obligatoriske fingeraftryk. Derefter kunne jeg i god ro og orden hente min bagage på båndet og begive mig ud mod udgangen. Der tændte jeg for signalet på min telefon, som på grund af manglende TV-serier var nået ned på et kritisk lavt batteriniveau. Der var imidlertid lige nok batteri til at jeg kunne læse beskeden fra vores værtinde, Rotoina, om at jeg skulle ringe til taxa chaufføren når jeg landede. Jeg nåede heldigvis også at ringe og fortælle ham hvilken terminal jeg befandt mig. 5 minutters tid senere trillede min chauffør ind foran terminalen i hvad der bedst kan beskrives som en mindre bus. Det var en "Cadillac Escalade" jeg blev hentet i. 

Efter amerikanske forhold har bilen naturligvis en helt almindelig størrelse.
Jeg blev fragtet til 804 Greene Avenue, fik en hurtig rundvisning og kastede mig i sengen. 

I går, lørdag, gik jeg en lang tur rundt i Brooklyn for at få åbnet en bankkonto og for at få mig et telefonnummer. Det lykkedes delvist, i og med at jeg fik et telefonnummer, men ingen bankkonto. For at åbne sådan en, skal man have et amerikansk social security number, og det kan jeg af uransaglige årsager først anskaffe mig, når jeg har været her i ti dage. Altså må bankkontoen vente. Til gengæld blev jeg klippet. Hos en rigtig ægte herrefrisør/barber, hvor der var whiskey på disken (og i glas, og inden ret længe i MF Nielsens hals) og en stank af en meget mandlig aftershave i hele lokalet. Alt i alt et skønt arrangement. Her er et meget dårligt billede fra salonen: 

Jeg tog også det her billede. Jeg forestiller mig at der bor en kunstnerisk anlagt alkoholiker i den øverste lejlighed i huset.

Jeg tror ikke det var ham her, der var den kunstneriske alkoholiker, men han var også skøn!


Sidst men ikke mindst: I Brooklyn markerer man det på en ret fin måde, at nogen indimellem tager billetten på cykel. Jeg så et par hvidmalede cykler lænket til lygtepæle før jeg stødte ind i den nedenfor, og undrede mig ærlig talt lidt over arrangementet.
Nedenstående billede forklarer imidlertid opstillingen. Med min forklaring gør den i hvert fald: På skiltet står der (oversat fra originalsproget) "Cyklist dræbt her. Julian Miller. 45 år gammel. September 2009. Hvil i fred".  Man kan mene hvad man vil om at så gammel en mand kørte på så upraktisk en cykel, men tanken er god. Forhåbentlig får det både billister, cykelister og fodlister til at tænke over, hvad de foretager sig i trafikken.


Efter min lange gåtur løb jeg en 10'er og prøvede at lade være med at falde i søvn. Det gjorde jeg ind til cirka halv ni, hvor jeg faldt i søvn... 

Bidragydere