lørdag den 21. februar 2015

Kapitel 9 - HUN SAGDE JA!

(indlægget her startede jeg i torsdags, men har ikke gjort det færdig før nu... Julie foreslår at man som læser lige henter nogle forfriskninger inden man begynder at læse, for jeg havde virkelig noget skrivekløe jeg skulle have kureret, så det blev lidt langt)

Jeg føler efterhånden at det er på tide med et indspark fra den mandlige pen. Det får I her. Jeg har selvfølgelig allerede løftet sløret for en del af indholdet i dette her indlæg, men jeg skal gøre mit aller bedste for at bevare spændingen lidt endnu.

Det hele startede med at det var mandag. Det er det som bekendt hver uge, og når det er mandag står jeg op og går på arbejde. Det gør jeg også de følgende fire dage, ind til det bliver lørdag, hvor jeg bliver hjemme, lige som jeg gør om søndagen. Selvom vi ind imellem ret tit går ud i weekenden.

Det er sådan cirka så langt som man kan strække beskrivelsen af rutinerne i vores respektive hverdage. Som Julie også har fortalt i sine indlæg tager hun nærmest et nyt sted hen hver dag, for frivillligt at hjælpe med at lave mad til eller udlevere mad, til nogen, som ikke er lige så priviligerede som vi selv er. Her er et billede af Forfatterinden og medskyldige efter et vellykket arrangement med Foodbank New York.


Ud over ugens faste forløb er der virkelig heller ikke ret mange faste holdepunkter i min hverdag hos Anomaly. Det passer mig aldeles storartet! Jeg får prøver afsindigt mange ting af, og jeg har med helt forskellige forbrugergrupper og produktkategorier; nærmest en ny hver uge.
Faktisk virker det som en arbejdsopgave i sig selv at huske hvad alle kodenavnene, så som Mystique og Green Hornet, overhovedet dækker over (jeg ved den ene, har ingen anelse om den anden). Der bliver puttet så meget viden ind i mit hovede, og det er mega spændende alt sammen. Det er endda ikke direkte praktisk anvendeligt alt sammen: en af opgaverne lige nu er en essay af en slags, hvor der er meningen, at vi skal filosofere over, hvad internettet gør ved distributionsmodeller og måder at gøre forretning på nu til dags. Det er ikke engang til en bestemt kunde; det kunne bare være godt lige at have i baghånden.

Udover dagenes vante gang er et andet fast holdepunkt kontorets torsdagsbar, Thirsty Thirsdays. Jeg får sjældent drukket ret meget, for jeg koncentrerer mig virkelig meget om at høre efter. For eksempel som i dag, hvor kontorets 'Head of Digital Production', svenskeren Frederik Heghammer, lige gav et kort indblik i et projekt han har været boss på for to af vores kunder på én gang: Google gad godt lige vise hvad deres nye virtual reality opfindelse kan, så til formålet har Fred sammen med afdelingen lavet en virtuel oplevelse hvor man helt bogstaveligt kan se, hvor det er at være i en rockstjernes Converse Sko. Tilfældigvis er Converse også kunde i vores reklamebiks.

I morgen fredag, som nu er blevet til i går, fredag, fik jeg og Adam fra min afdeling lov til at prøve den nye virtual reality fra Google. Eftersom computerskærme ikke egner sig ret godt til at gengive den slags oplevelser, som jeg havde inde i Googles papkasse, får I her et billede:

iPhone (eller Android telefon) lægges således at skærmen peger ind imod øjnene og kassen lukkes. Kunstig virkelighed!

Torsdagsbaren, som jeg mødte Fred i, har et nyt tema hver uge. I denne uge fejrede vi det kinesiske nytår og indgangen til Gedens År. Sidste uge var temaet 'Valentines Day', og det bringer mig til næste punkt på den narrative dagsorden. For i lørdags var det Valentines Day.

På Valentine's Day havde jeg planlagt begivenhedernes gang. Vi holdt en sløv lørdag morgen, hvor vi spiste morgenmad og krydrede røv ind til klokken 12, hvor vi begav os ind mod Manhattan. Derinde var første stop metrostationen ved Rockefeller Center. Det vidste Julie imidlertid ikke noget om, og derfor gik en god del af fredag eftermiddag og lørdag eftermiddag med, at Julie spurgte mig: "Vil du ikke godt snart sige, hvad det er vi skal i morgen?", hvortil jeg hver gang kunne sige, med en vis sikkerhed i stemmen, "nej, men det er noget du bliver glad for".
Da vi kom op fra subway'en gik vi nærmest direkte ind i en lille kagebiks. Eftersom vi havde lidt tid til overs, og det alligevel næsten var en time siden, at jeg havde fået morgen, synes jeg det var mere end passende at konsumere end uforsvarlig mængde kage netop da. Julie var også kaffetørstig, og således blev første stop på turen (Rockefeller Center) til andet stop. Her er et par billeder af kage og kaffe, kurateret af den yndige medforfatter:

Forretningens pæne skilt

Forretningens pæne kasse og apparat


Mikkels pæne og helt ulovlige caramel-pecan cheese cake samt helt lovlige kaffe

Yderligere udvalg for dem, der bare ikke kan få nok. 

Sådan et kagestop tjener i øvrigt, ved nærmere eftertanke, også i et andet formål. Denne her by har været idiotisk kold, siden vi ankom herovre, så man kommer sådan helt ubevidst til at lave en masse små stop på sine gåture rundt i byen, og man kommer til at finde på alle mulige mere eller mindre plausible undskyldninger for at lave de stop. Kage og kaffe hører helt klar til i den banale ende af skalaen, men på de virkelig kolde dage kan det godt blive temmelig odiøst. Sådan...
"Skal vi ikke lige gå herind?"
"Mikkel, det er en slagter"
"Jamen, jeg tænkte vi lige kunne se efter grisetæer?"
"Vi spiser da aldrig grisetæer?
"Nå nej, men alligevel..."

Således fyldt op af kage, kaffe og gode undskyldninger for at få varmen gik vi de sidste 32 meter over til indgangen til the Rockefeller Center, eller "The Rock" som den også kaldes. The Rock har i mange år været en slags centrum for underholdningsindustrien i New York, og er midtpunktet i den bydel, der kaldes Radio City. TV Stationen NBC (National Broadcasting Corporation) har nogle af sine mange studier i The Rock. Det er blandt andet her TV shows som The Tonight Show med Jimmy Fallon og Saturday Night Live bliver optaget.

Vores formål med dagens besøg var imidlertid ikke flere observationer af TV optagelser, så vi satte kursen mod indgangen til "Top of the Rock Experience Center". Efter en halv dagsvandring gennem en lobby på størrelse med en mellemstor fodboldbane gjort i marmor og med lige så mange elevatorer, som der findes i hele Indre By i København, kunne vi begynde turen op ad trapperne, der ledte til elevatoren, der på omtrent 1,5 minut propellerede os 55 etager tættere på skyerne. Det er så hurtigt og så højt, at man er nødt til at trykudligne i ørerne..!

Det var deroppe, på udsigtsplatformen på femoghalvtredssindstyvende etage, at det virkelig gjaldt for undertegnede ungersvend. Efter en rundtur på alle fire forskellige udsigtssteder på 55. etage, hvor jeg ærlig talt ikke kunne koncentrere mig ret meget om udsigten, bad jeg Julie stille sig ved kanten, så vi lige kunne få et billede sammen. Jeg satter kameraet op på en bænk, således at det pegede i den rigtige retning, inden jeg sådan småløb tilbage til Julie og lagde mig på det ene knæ. Jeg nåede ikke rigtig at sige noget før Julie sagde "Det gør du simpelthen ikke, det der" og foretog en forfjamsket lynhurtig rotation om hendes egen vertikale akse. Da Julie igen vendte den rigtige vej kunne jeg genoptage min forehavende, og spurgte min kæreste gennem snart to år "Vil du gifte dig med mig?". Julie fik fremstammet et nervøst "ja. Ja, selvfølgelig", og som sådan kunne jeg rejse mig op som den stolte forlovede til frk. Julie Holm-Nielsen.

Her er lige et par billeder:

En hurtig medbesøgende på Top of the Rock fangede øjeblikket, og var sød nok til at sende fotografiet, da hun kom hjem. 

Fra mandens eget fotografiapparat.

Til den slags situationer hører også et smykke af en bestemt type. Her er et billede af Julies.


Således forlovede og forfjamskede satte vi os inden for, fik en god lang sludder (blandt andet om en ikke-ubetydelig Endomondo-bonus) og gik derefter en tur rundt i det shoppingcenter, der også ligger i bunden af Rockefeller Center. 

Om aftenen spiste vi på Le Baricou i Williamsburg. Efter en østers som appetizer spiste Julie en hummertærte til forret og en laks til hovedret. Jeg selv fik andehjerter og kammekølle, inden vi nåede til måltidets absolutte højde- og lavpunkt. En baconlagkage. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det sjove i det, men det her show var simpelthen for meget: 

Pynten er et glaseret stykke bacon, og den hvide ostecreme var infuseret med ostecreme. Det var FOR mærkeligt, og det er med al mulig forlegenhed i stemmen indrømmer jeg, at jeg levnede den sidste mundfuld. Julie spiste ikke rigtig noget dessert... 

Søndag holdt vi fordøjelsesdag, og mandag, hvor jeg havde fri på grund af President's Day, tog vi i Woodbury Factory Outlet, 1,5 times buskørsel nord for Manhatten. Det var 6 afsindigt fornøjelige timer med blødende dankort og lange arme. 

Så gik endnu en kort uge med arbejde, betalt og frivilligt inden det blev fredag. I går mødtes vi med en af mine studiekammerater, Miklas, og tog ud og spise på Sweet Chicks i Lower East Side. Der serverede de friturestegt kylling og vafler med sirup. TIL AFTENSMAD!!! Hurra for Amerika! Bagefter tog vi alle tre sammen med Mathilde, en anden dansker som bo herovre der arbejder for FN på bar for at spille pool.




tirsdag den 10. februar 2015

Kapitel 8 - Vi har det godt

Så er det cirka en uge siden, at jeg sidst kom med en opdatering. NYC er dog næsten lige så eksotisk og overraskende, som da det hele var helt nyt. I metroen den anden dag tog en dame, som jeg sad ved siden af sit hæfte op af tasken og begyndte at tegne mig. En anden dag råbte en ældre dame som sad i den HELT anden ende af bussen til mig hele vejen tværs gennem Brooklyn (hvilket er i meget lang tid).  

Men når det er sagt, er det nu begyndt at blive hverdag for os begge to. Mikkel arbejder stadig i bedste Don Draper stil, mens jeg rejser NYC tyndt i forsøget på at hjælpe til med alt det, jeg kan komme til.  

Jeg arbejder som sagt for New York Cares og Food Bank, som begge er to enormt store organisationer. Ind til videre har jeg arbejdet på et hjem for mødre, som har været udsat for vold i hjemmet. Der har jeg undervist mødrenes børn i dans, hvilket både var hyggeligt men også krævende, da deres opførsel tydeligt var påvirket af det faktum, at den opmærksomhed og tryghed de får til daglig er begrænset.  Et andet projekt jeg var med til var Project Runway på et af Brooklyns biblioteker. Her blev der i samarbejde med en masse børn lavet tøj af husholdningsmaterialer.

De fleste projekter her i New York har til formål at bekæmpe sult og fattigdom. Ufattelig mange af New Yorks indbyggere kan ikke brødføde dem selv og deres familie, hvorfor de er afhængige af, at organisationer i byen kan give dem varme måltider og madvarer. I går hjælp jeg til i West Harlem, hvor vi havde Dinner Service for 500 amerikanere og i sidste uge hjælp jeg til hos The Bedstuy CAH Food Pantry. 

Selvom meget af vores tid går med at arbejde hos Anomaly og frivilligt betyder det ikke, at vi ikke får nydt og oplevet byen. I torsdags lykkedes det os at komme med til et af David Lettermans Late Shows, trods Mikkels lettere dumme svar på orkesterchefens instrument. Showet var underholdende og det var som at komme tilbage i tiden, før 00’erne. Sienna Miller var aftenens gæst, ingen af os kendte hende desværre særlig godt. Men underholdende var det.

Weekenden blev brugt på at opleve hippe Williamsburg. En del af Brooklyn som vi begge hurtigt blev ret forelsket i. Her er både hyggelige lidt skæve cafeer og lækre butikker at finde. Så vi fik drukket kaffe af syltetøjsglas, blev fristet til at købe os fattige og spist suppe så vi kunne få varmen.
Samme dag tog vi i biografen om aftenen. En lille skuffelse må jeg indrømme. Nu hvor NYC er så god til at have alverdens ulækre og usunde sager, havde jeg håbet, at biografens udvalg af slik, popcorn mm. ville have været overvældende men nej! Samtidig fandt vi ud af, at i NYC kører man med unummereret sæder, hvorfor vi kom til at sidde knap så godt. Men filmen var god og vi ved til næste gang, at vi skal have slik med og komme i god til.

Om søndagen fik vi løbet os en tur om morgenen, hvorefter turen gik til Park Slope, hvor vi skulle spise brunch.

Det var vist, hvad der var at fortælle i denne omgang. På lørdag er det jo Valentins Dag, hvilket er totalt stort her. Så jeg venter spændt på, hvad Mikkel har arrangeret. :p






onsdag den 4. februar 2015

Kapitel 7 - Hvor dum kan man være?

Kender du også godt det der med, at man ind imellem får sagt noget, og så ved man bare intuitivt, at det er det HELT forkerte, man har sagt? Tro det eller lad være, men det oplever jeg ind imellem. Det her er en fortælling om sådan en situation.

For nu at gøre en kort historie lang: i forgårs havde jeg et ubesvaret opkald på min telefon fra et amerikansk nummer. I sig selv ret mærkeligt, for jeg mindes ikke at have delt mit nummer ud til noget udover dem på kontoret, og de kunne ligesom bare sige tingene til mig, hvis de ville noget.
Jeg prøvede at ringe tilbage til det mystiske ukendte nummer. Ingen svar. Spændingen stiger!

Nå. De ringer nok tilbage, hvis de vil noget.

Morgenen efter, igår, efter workshop med kunderne, hvor min telefonen naturligvis var på lydløs: nyt ubesvaret opkald fra mystiske amerikanske nummer.

Pause i workshop. Jeg ringer tilbage. Telefonen bliver taget (oversat fra Engelsk): HELLOOOOOOOO!!! DET ER JOHN FRA THE LETTERMAN SHOW!

Efter overraskelsen over at støde ind i en af de amerikanere, som kun taler i versaler i telefonen, har lagt sig, begynder røgsløret over hele den spegede situation at løfte sig: det dæmrer for mig, at jeg måske nok alligevel, telefonitisk promiskuøs som jeg er, har delt mit nummer ud til en enkelt eller to andre amerikanere end dem på kontoret. For eksempel har jeg nok i virkeligheden helt frivilligt meldt mig til en slags lodtrækning, hvor præmien er billetter til Davids Brevmands Fremvisning (David Letterman Show).

Jeg svarer altså John: oh! Hej John. Tak for at du ringede tilbage.

JA! DET MÅ DU NOK SIGE!!! DET VILLE JO HA' VÆRET SMART HVIS DU TOG TELEFONEN FØRSTE GANG!

Ja. Det er jeg også ked af. Betyder det, at der ikke er flere billetter tilbage?

John (som nu har lagt en mærkbar dæmper på sig selv): Nejnej... Men alligevel... Nå. Jeg ringer for at høre, om I kan være her i studiet klokken tre.

(Det skal her bemærkes, at klokken på dette tidspunkt er omkring 1230, og at både Julie og undertegnede til alles umådelige overraskelse har dagen temmelig meget fyldt ud med aktiviter)

M: ej John, det kan vi sgu ikke.

J: nå... Nej, okay. Hvad så med på torsdag, fra 4-7 pm?

M: det kunne der været en chance for at vi kan nå. Må jeg ringe tilbage til dig?

J: ja, det kan du godt. Jeg skal lige høre: vil du have dit trivia-David-Letterman-spørgsmål nu, eller når du ringer tilbage?

M: (Alle alarmklokker bimler og bamler. SPØRGSMÅL!? HVAD FANDEN!? JEG ANER INGENTING OM DAVID BREVMAND! - så det er med påtaget ro at jeg svarer:)
Jeg tror bare jeg tager det, når jeg ringer tilbage, hvis det er fint med dig?

J: alt i orden, vi snakkes.

*klik*

Herefter iværksattes et kvarters hektisk søgning på tilfældig paratviden om David Letterman, et telefonopkald til frk. Holm angående hendes planer, og en ansøgning hos chefen om tidlig afgang torsdag eftermiddag.

Da alt er i orden ringer jeg til John

J: THIS IS JOHN FROM THE LETTERMAN SHOW!!!

M: hi John. Det er Mikkel

J: HVEM ER DET!?

M: Det er Mikkel, vi talte om nogle billetter for en times tid siden?

J: nå ja, hej Mikkel. Fik du styr på det hele?

M: jaja, alt i orden.

J: Godt! Så skal I bare stille Jer i køen med skiltet for Billetvinderen og sige at, I er på John's Gyldne Liste.

M (i håbet om at John har glemt alt om det der spørgsmål): okay! Så ses vi bare på torsdag.

J: ja, vi ses på torsdag.

M (YES! Den er hjemme): ...

J: Nårh nej! Vent lige! Du skal jo lige have dit spørgsmål.

M: Nårh ja. Godt du kom i tanke om det...

J: okay. David Lettermans orkesterchef hedder Paul Shaeffer

M (okay, det her ved jeg godt: han er skaldet!!): ...

J: han synger, og spiller på et instrument.
Hvad er det for et instrument?

M (Pis. Panikker lidt): TROMPET!

- det var første gang, jeg intuitivt vidste, at jeg var helt galt afmarcheret.

J: aaarh... Altså... Jeg sagde han *SYNGER*.

M: nåja. (Tænker mig overhovedet ikke om for anden gang) - GUITAR SÅ!

- for mit indre blik ser jeg den lille skaldede orkesterchef i jakkesæt og med solbriller, som står og jerner elspade. For anden gang ved jeg, at jeg er på herrens mark og tænker, at så kan jeg nok godt skide den proverbiale hvide pind efter de billetter.

J: hmm... Hvad kunne det eller være?

M (forbløffelsen over endnu en chance er total, og jeg sætter de små grå i gang for alvor. Med mental reference til vores egen James Price svarer jeg uden den mindste antydning af selvsikkerhed i stemmen): piano?

J (tilbage i Americamode): JAAAAAA! TILLYKKE! DU HAR VUNDET BILLETTERNE! MEN NU FIK DU OGSÅ ET PAR CHANCER, SÅ I SKAL LOVE AT VÆRE ET VIRKELIG GODT PUBLIKUM!

M: ja, det lover jeg.

J: godt. Vi ses på torsdag.

*klik*

Såeh... På trods af mine elendige svar og mit ivrige taleapparat kan vi nu se frem til at opleve optagelsen af et David Letterman show i morgen. 

mandag den 2. februar 2015

Kapitel 6 - Ny beboer på Greene Ave



Så kom weekenden endelig, hvor Greene Ave skulle have sig en ny beboer.

Mikkel havde nu arbejdet hos Anomaly i to uger, mens jeg var blevet tilbage i DK for at få styr på de allersidste ting, inden jeg også kunne tillade mig at blive en del af NYC eventyret. 

Det var to uger som blev brugt på at få den sidste eksamen på det første semester af kandidaten færdiggjort, en praktikplads hos Mercuri Urval i hus, de allersidste ting pakket ned (hvilket til den store overraskelse (Julies perspektiv) viste sig at være pænt meget) og ikke mindst sagt farvel til alle de højtelskede mennesker, jeg holder så meget af.

Det var to travle uger, hvor antallet af sommerfugle i maven steg drastisk for hver dag der gik. Nu kunne det simpelthen ikke gå hurtigt nok, før jeg også boede i New York City.  Tiden fløj heldigvis af sted og inden jeg vidste af det, var det min tur til at krydse Atlanten og spise flymad. 

Efter mange timers flyvetur, prober i ørerne, en mellemlanding i Bruxelles og en køretur i den gule cab stod jeg foran vores hoveddør i Brooklyn. NU begyndte mit halve år i NYC! 

Mikkel den hårdtarbejdende mand var selvfølgelig ikke hjemme, da jeg åbnede døren til vores lille lejlighed, men på arbejde hos Anomaly på Broadway. Til gengæld bød et banner mig velkommen til NYC og Mikkel havde købt ind i bedste Julie stil (så godt som det nu kan lade sig gøre, når man handler ind i Bedfords supermarkeder). 

Først på aftenen samme dag fik jeg købt mig et månedskort til metroen, hvorefter jeg kørte ind til Broadway for at hente Mikkel. Det viste sig at være min første WAUW oplevelse i NYC. At sidde i metroen og se Manhatten fra vandet var altså noget så overvældende og smukt - så bliver København pludselig en meget lille storby. Jeg fik hentet Mikkel og vi fandt os et sted at spise aftensmad. Inden da var jeg dog NØDT til at købe et par sko, da jeg ikke havde nogle sneakers med hjemme fra. Så Mikkel blev slæbt med ind i Adidas' (han elsker det, jeg ved det) butik og jeg fandt mig hurtigt at par.

Resten af weekenden gik med at lege rigtige turister, hvor jeg skulle præsenteres for Time Square, Dunkin Donuts og de herlige amerikanske supermarkeder. Jeg er stadig lidt i chok over deres udvalg af færdigvarer - det er jo HELT afsindigt, hvad man kan få. Nu er jeg nok også pænt nørdet når det kommer til supermarkeder. Hvis det var op til mig, kunne jeg snildt tilbringe flere timer inde i et supermarkedet, hver gang jeg kommer til et nyt land. 

Min anden WAUW oplevelse oplevede jeg også i weekenden og det kan måske for jer lyde en anelse skørt. MEN som mange af jer der har været i NYC før ved, er det ikke unormalt, at musikere og sangere står og synger på metrostationerne. Et helt vidunderligt arrangement, hvis I spørger mig. Lørdag morgen hvor Mikkel og jeg var på vej ind til Manhatten stødte vi på de tre mest herlige glæde ældre mænd som stod og sang, mens vi ventede på toget. De stod alle med deres store jakker, huer og mikrofoner og sang og dansede i bedste 80'er stil til "Concentrate of me....." (den ultimative kærlighedssang). De fem minutters sang fra de tre herrer gjorde mig noget så varm om hjertet og dagen kunne kun blive god. Mer' af det i DK!

I denne uge har Mikkel travlt på Anomaly og jeg skal starte hos New York Cares i morgen, hvilket jeg glæder mig meget til.




Bidragydere