Kapitel 12: First World Problems Galore

Det hele begyndte for ti dage siden. Eller... Det vil sige... Strengt taget begyndte det hele vel egentlig for 4,6 milliarder år siden. Det begyndte med et brag af kosmiske dimensioner, der lagde grunden for en række af fuldkommen usandsynlige tilfældigheder. De førte tilsammen til den specifikke konstellation af atomer, der udgør situationen, som vi kollektivt befinder os i nu. Det ville blive en meget lang historie, hvis vi skulle gennemgå alle de tilfældigheder.
Hvis man abonnerer på historien om Det Store Brag er der også en god chance for, at man end én gang i almindelig samtale har anvendt det forstærskede pseudo-videnskabelige axiom at "alt er relativt". I forhold til denne historie er Det Store Brag og dets mere fortidige konsekvenser relativt ligegyldige, så: Det hele startede for ti dage siden.

For ti dage siden var det onsdag, ligesom det slet ikke er nu. Julie og jeg havde aftalt, at vi sammen skulle spadsere over Williamsburg Bridge torsdag aften, efter jeg havde fri.
Torsdag formiddag blev de planer imidlertid forpurret. Planerne om spadseretur torsdag aften blev aflyst af FVP* nr. I: Utidig leverance af beklædningsgenstande bestilt over internettet.

Julie havde bestilt noget lækkert kluns fra H&M. Posttjenesten i Bedford-Stuyvesant er mildest talt upålidelig (FVP nr. II). I stedet for at risikere vildfaren distribution af pret-a-porter lavede Julie en aftale med den europæiske modemagnat om, at tøjet skulle leveres på kontoret, hvor hendes henrivende mand har sin daglige gang.

H&M levede op til sin del af aftalen. Deres timing var desværre fuldkommen katastrofal. Timingen bevirkede, at vi var nødt til at udskyde spadsereturen med hele 24 timer. Det kunne under ingen omstændigheder komme på tale at bære den monstrøst proportionerede pakke hele vejen over Williamsburg Bridge. Torsdag var broen nemlig lukket for vindfølsomme køretøjer, og Julies pakke kvalificerede helt klart som sådant. Jeg fragtede altså pakken hjem med subway torsdag, og vi gik en tur fredag. Her er et par skud.

Frøken Holm ind brovandring påbegyndes. Uden vindfølsomme genstande, men med en masse slik i en pose. 

Min kønne forlovede påpegede, at det da egentlig er en hyggelig bro, der sådan tilkendegiver at Manhattan vil savne én. 

Pænt, hva'?

Endnu pænere med hende i!

Jeg er inde i en symmetrisk periode... 

Bro fra Brooklyn siden. 

Lørdag formiddag styrtede det ned og FVP nr. III indtræf: Vi blev våde under transport til formiddagens brunchlokation.  Det gjorde imidlertid ikke brunch'en på Clark's Cafe i Downtown Brooklyn mindre hyggelig. Faktisk har regnvejret nok været en bidragende faktor til den gode stemning. Det gav i hvert fald de forsamlede danskere et samtaleemne at bryde isen med.

Sømandskirken, som normalt arrangerer brunch på Clark's Cafe for danskere i New York, er under ombygning. Derfor har de ikke plads til at have officielle repræsentanter huserende. Således var det Sømandskirkens selvkonstituerede festudvalg, bestående udelukkende af frivillige uden relation til Sømandskirken, der havde sørget for bordbestilling denne lørdag. 

Betjeningen på Clark's var ikke det mindste påvirket af Sømandskirkens organisatoriske udfordringer. Vores medspisende danskere kunne samstemmende bekræfte, at betjeningen var nøjagtig lige så langt under lavmålet, som den plejer at være. Der selvfølgelig heller ingen grund til at Clark's skulle påvirkes af hvad der foregår i Sømandskirken i nogen nævneværdig grad, men man kunne da håbe.

Maden var faktisk så længe om at komme på bordet, at tidsrammen for morgenmadstilbuddet blev overskredet. Vores første bestilling blev aflyst efter omkring 30 minutter, og vi fik nogle nye menukort. Vi afgav nye - identiske - bestillinger. Halvanden time efter vores ankomst til brunch stod vores mad på bordet foran os. FVP nr. IV indtraf: Klokken var blev så mange at brunch var gledet over i lunch. Jeg sad altså og spiste pandekager med sirup, bacon, pølser og spejlæg*** TIL FROKOST! 

Da pandekagekonsumeringen langt om længe var bragt til tilfredsstillende ophør gik Julie og jeg rundt om hjørnet og ned i et hul. Nede i hullet lå der en lang række af skinner. Inden ret længe kørte et tog ind på skinnerne. Det tog kørte os hele vejen til Queens. Hele vejen skal her forstås som "det tog virkelig lang tid", ikke som "det var en overraskelse, at vi ikke blev smidt af på halvvejen". Selvom der kun er 8 kilometer i fugleflugtslinje tog det 62 minutter for subwaylinje "R" at fragte os derop. Og der var ikke engang tissepause. FVP nr. V.

I Queens ligger "The Museum of the Moving Image". Det er et museum, som er udsprunget af Kaufman Astoria Studios noget omskiftelige tilværelse. Det startede i 1920'erne som et stumfilmstudie for Paramount Pictures. De fungerede som sådan ind til Paramount gik rabundus. Efter en periode som udlejningsstudie for diverse mindre filmselskaber blev hele pivtøjet eksproprieret af Forsvaret. De brugte bygningerne til at lave propagandafilm for både Vietnam- og Koreakrigene. I midt-firserne blev studiet endnu engang til underholdningsfilmstudie. Det var under denne sidste ændring i ejerskab at der blev plads til et museum.

Her er et billede af filmstudie og museumsindgang. 

For hr. og fru. Nielsen var hovedattraktionen den nuværende udstilling. Den viste kostumer, scenografi, billeder, manuskripter og meget mere fra TV-serien "MadMen". Denne blog er navngivet efter seriens hovedperson, jeg har set hele serien og Julie er godt i gang. Det var altså ret sjovt at se rekvisitter i virkeligheden og at læse og høre om skabelsen af serien. 

Frk. Holm i hr.  Drapers kontor. 

Hr. Nielsen i fru. Drapers køkken

Om søndagen var der løbetur og almindelig slask på programmet. Mandag mødtes jeg til morgenkaffe med Christian Birk på Upper West Side. Han er en af de tre grundlæggere af Endomondo. Vi brugte en god del tid på at snakke om hvordan man starter et firma. Den unge studerende blev endnu engang klogere.

Mandag aften spiste Julie og jeg på Saraghina. En hyggelig italiener, der ligger halvanden spytklat fra 804 Greene Avenue. Marianne og Henrik: I kan godt glæde jer! 

Onsdag aften havde jeg fornøjelsen af Lærke, Christina, Bobby Brown og Saron Crenshaw på Terra Blues. Det persongalleri fordrer vist en forklaring for de uindviede. Lærke er den ene af mine to medforfatterere på bacheloropgaven. Christina er Lærkes roommate og en haj til statistik. Eller... Det 

håber jeg hun er. Ellers må det være virkelig hårdt at læse matematisk økonomi på KU.

Bobby og Saron er begge to negermusikanter i ordets allerherligste betydning: De var brune i huden og spillede den skønneste blues. De excellerede i genren man-bliver-helt-glad-i-låget-blues. Julie var desværre sløj, så vi tager revanche på Terra Blues næste uge. 

Fredag indtræf FVP nr. VI. På årets første officielle forårsdag fik vi endnu en dyne sne. DET MÅ SÅ GODT VÆRE DET ALLERALLERSIDSTE FOR I ÅR!

Men pænt ser det ud. 

Sneen betød at vi simpelthen var NØDT til at aflyse vores planer om at se burlesque på et hotel inde i byen. Vi var TVUNGET til at blive hjemme i sengen, bestille take-out og se en masse film. Jeg hader når det sker. 

Take-out stedet løste et FVP inden det overhovedet opstod. Respekt. 

Plasticdims i pizzaen, der gør at låget ikke smatter maden. 

Nu blev det et meget langt show. I har fortællingen om dagens tur til New York Public Library til gode til en anden gang. 

*Til de af vores højtærede læsere som er mindre versede ud i popgenerationslingo følger her en omtrentlig udredning af begrebet "Første Verdens Problem": For det første er det en ufuldkommen og doven oversættelse, eksekveret af undertegnede** forfatter. Det oprindelige, engelske udtryk er "First World Problems". Det udtryk er en sarkastisk samlebetegnelse, som oftest optræder i forbindelse med opslag på sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram.
First World Problems er problemer, som ikke for alvor er problemer. Ikke i nogen livstruende forstand i hvert fald. Udtrykket referer til at vi befinder os i den mest veludviklede del af verden. Logikken er, at hvis de mindst udviklede lande er tredje verdens lande, så er de mest udviklede naturligvis første verdens lande. Problemerne i denne del af verden begrænser sig ofte til at "de regner, så jeg kan ikke spise min nylavede hotdog i min som Pedro, min gartner, lige er blevet færdig med at anlægge".

**Sjovt hvordan "undertegnedes" modsætning nærmest ikke kunne være længere væk fra "overtegnedes" end deres lingvistiske sammensætninger ellers antyder. Jeg mener bare... Man skal ud i en meget konceptuel og abstrakt fortolkning, hvis man for alvor skal mene, at "blive udsmykket over hele kroppen ved hjælp af diverse skriveredskaber" rent faktisk er den diametrale modsætning til "at påføre et dokument sin signatur".

***På to forskellige tallerkener. Jeg er jo ikke barbar. 

Kapitel 11 - Foråret er på vej

Kampen for ligestilling blev i søndags markeret ved Kvindernes Internationale Kampdag. Med dette i baghovedet, blev jeg klar over, at det var på tide, at opdatering nu kom fra frøkenen og ikke den ellers så skriveglade Hr. Mikkel.

Det er nu ti dage siden vi sidst har skrevet en opdatering, men også ti dage siden, at foråret skulle have indtrådt. Som I kan se på billedet var det bestemt ikke, hvad der skete. De første dage i marts har været noget så kolde, hvorfor vi frygtede, at sne og vinter ville fortsætte i det uendelige. Det er især problematisk, når man som Mikkel og jeg er i fuld gang med at træne til Brooklyn Halfmarathon og gerne skal ud på nogle lange løbeturer. 

Men nok skriveri om vejret. Faktum er jo så heldigvis, at vejret ikke forhindrer os i at gå på opdagelse i byen.

Jeg er begyndt at arbejde fast hver mandag hos Food Bank for New York City. Organisationen serverer mad til alle sultne folk, der måtte vær hver evig eneste aften i hverdagene. Det er så utrolig hyggeligt at kunne være en del af dette. Jeg får mødt en masse forskellige mennesker, som alle ønsker at forhindre sult. Derudover er gæsterne noget så taknemmelige, muntre og snakkesaglige, at det kun er en fornøjelse at bruge sin tid der. Jeg fik dertil verdens bedste kompliment af en af gæsterne i går. Som I kan se, skal vi have hårnet på, når vi arbejder i køkkenet, hvilket jeg virkelig ikke mener er en så sindssyg lækker accessories. MEN som en dame så fint sagde til mig: Jeg ligner da bare Snehvide. Jeg har alligevel aldrig troet, at det var et kompliment jeg ville få at høre på noget som helst tidspunkt. 

Da vejret som sagt ikke har vist sig fra sin bedste side måtte vi i sidste uge finde på noget at lave indendørs. Om tirsdagen tog vi derfor til basketball i Madison Square Garden. New York Knicks spillede mod Sasramento Kings Californien. Inden kampens start havde vi dog lige en lille time, som skulle bruges på at få spist noget aftensmad. Til Mikkels store begejstring lå KfC meget nær stadion, hvorfor det var, hvor vi endte. Så blev den aften heller ikke mere amerikansk! Selve kampen var underholdende trods Knicks helt utrolig ringe præstation. Man kan stadig ikke undgå at blive fascineret over hele setup'et, som langt fra går efter konceptet simpelt og enkelt. Nej, alt er enormt og voldsomt. Jeg kan stadig ikke lade være med at blive overrasket over deres madkultur. Især til kampe som denne. Der er alverdens madboder, som sælger alt fra butter popcorn, pretzels, burgere, chips til is. Ingen kedelige grønne nøglehuller her! Mellem kampens quarters kom det ene show efter det andet, kanoner skød med t-shirts, cheerleaders dansede, Tom Hanks, Kevin Bacon, Ed Burns og en af fyrene fra Beastie Boys var med og hilste fra storskærmen og folk kunne vinde penge.

Siden vores sidste mindre succesfulde biograftur havde vi flere gange snakket om, at vi simpelthen måtte finde en rigtig god biograf i byen. Det lykkedes så om torsdagen. Maja, en dansk pige Julie har mødt herovre, foreslog at vi besøgte en på Broadway, som ifølge hende skulle være helt fantastisk. Det viste sig at den levede op til alle forventninger og lidt til.  Et enkelt sæde var på størrelse med to danske biografsæder. Dertil var stolene elektroniske, således de kunne forvandle sig til senge. Så vi endte med at ligge i biografen mens Mikkel og jeg med hver sine medium cola (= større end 1 liter) spiste pizza og slik. Hurra for denne biograf!! Det var absolut ikke sidste besøg! 

Weekenden kom så og vejret nærmerede sig noget, der godt kunne ligne forårsvejr. Så vi brugte lørdagen på at tage til Union Square Greenmarked, hilse på de mange søde egern, se Flatiron samt en udstilling Converse havde lavet i samarbejde med Anomaly.

 

Om søndagen var vejret blevet endnu bedre og det meste af alt den sne, der har ligget overalt, var nu stort set smeltet – hurra for det! Så vi kom ud på en 14 km lang løbetur i det herlige vejr, og nøjh hvor var det herligt. Solskin er simpelthen den bedste kur mod dårligt humør, ingen tvivl om det. Da vi var kommet hjem, trætte og glade, tog vi til Manhattan for at se FN bygningen og Grand Central St., som efter sigende skulle være ret smuk. Og ja det viste sig at være en meget betagende station og hold da op så enorm. På stationen ligger en rimelig kendt østersbar, som Mikkel ville have inviteret mig på. Desværre var der lukket, så østers og champagne må vente til d. d. 20., hvor vi nu har fået reserveret bord. Ej hvor jeg glæder mig!

Det var vist alt for denne gang. God tirsdag