Vi er godt og vel hjemme igen. Faktisk er det i dag lige nøjagtigt to måneder siden vi landede i gode gamle København. Det betyder dog ikke, at nogen skal snydes for at høre bare en lille smule om de sidste uger vi havde i New York. Så jeg prøver her at skrive en smule om dem, så jeg når det, inden detaljerne forsvinder alt for langt ud i glemslens tåger.
Sidst I hørte noget fra frøken Holm-Nielsen og hendes wanna-be Don Draper var lige inden Marianne & Henrik bankede på døren til Greene Avenue 804, 11221 Brooklyn. Marianne & Henrik havde booket værelse gennem AirBnB som Rotoina også lejede ud. Praktisk nok befandt det værelse sig i bygningen lige ved siden af vores. Der boede de i de næste ti dage. Vores nyankomne gæster var en smule medtagne af den lange tur fra Turø huse til Bedford-Stuyvesant, så vi lod dem sove. Jeg selv havde en heftig uge foran mig på Anomaly, så det var måske meget godt at alle gik tidligt til ro den søndag.
Mandag morgen startede "Anomaly Week". Anomaly Week blev afholdt for at fejre firmaets 11 års fødselsdag, og jeg skulle hilse og sige, at det var fart over feltet. Føtex er nok det eneste firma jeg kan komme i tanke om, der går mere op i at fejre deres egen fødselsdag, og selv Føtex kan ikke leve op til Anomalys grad af finesse.
Ugen bestod, som de fleste andre, af en mandag efterfulgt af en tirsdag og så fremdeles, ind til vi nåede til fredag. Det usædvanlige ved denne uge var naturligvis alle de begivenheder, der var planlagt i dens løb. For det første var der planlagt otte foredrag - to om dagen, fra mandag til torsdag. Jeg hørte blandt andre Miki Agrawal, en ung dame som har 6-8 firmaer. Heriblandt "DayBreakers" som arrangerer ædru morgenfester, som folk kan tage til inden de tager på arbejde for at møde op til dagens dont i bedre humør, en mindre økologisk pizzakæde og et firma, der producerer et slags mundstykke til bruseslange på badeværelset, der forvandler den til et slags mobilt bidé.
En anden af talerne var en fyr, der havde bygget en baseball bane (på engelsk: en baseball diamond) i Harlem; et af de mest social belastede steder i USA. Den baseball bane blev sådan en slags center for social aktivitet, og de havde blandt andet udvidet med lektiehjælp og en masse andre ting. Der var også en pige, der havde været visual DJ i Japan - hun viste film på diskoteker, mens en anden spille musik - og en dame, som havde butikken "Story" i SoHo, som skifter både inventar og varekatalog hver 6. uge (ja, uge) for at virke som et magasin, der er blevet til en butik. Sidst men bestemt ikke mindst holdt Eric Ripert fra TV programmet Avec Eric et oplæg, hvor han fortalte om samarbejdet med Anomaly og om at være fransk vært på amerikansk TV. På grund af accenten var det ikke det letteste i verden.
Foredragsholderne var der selvfølgelig for at inspirere de allerede meget kreative mennesker, der arbejdede i reklamebutikken.
Ugens helt store brag lød om torsdagen, da alle 225 medarbejdere på kontoret blev kørt i busser ud til Citi Field for at se baseball*. Den slags spil kan tage op mod 3 timer, så det var virkelig godt at Anomaly havde sørget for både mad og fri bar!
I løbet af Anomaly week var Marianne og Henriks besøg naturligvis ikke sat på pause. Vi var blandt andet ude og spise om mandagen, på The Apollo Theater om onsdagen for at fejre Henriks 50 års fødselsdag og - til Henriks store fornøjelse - på Five Leaves om fredagen til brunch for at spise deres åndssvagt gode pandekager. Fredag var vi også en tur på Moma.
Lørdag formiddag gjorde vi en af de ting, som jeg havde set allermest frem til: Vi besøgte Ellis Island. På vej derover var vi selvfølgelig en tur forbi Frihedsgudinden, og i hendes skygge spiste vi vores medbragte frokost.
Sidst I hørte noget fra frøken Holm-Nielsen og hendes wanna-be Don Draper var lige inden Marianne & Henrik bankede på døren til Greene Avenue 804, 11221 Brooklyn. Marianne & Henrik havde booket værelse gennem AirBnB som Rotoina også lejede ud. Praktisk nok befandt det værelse sig i bygningen lige ved siden af vores. Der boede de i de næste ti dage. Vores nyankomne gæster var en smule medtagne af den lange tur fra Turø huse til Bedford-Stuyvesant, så vi lod dem sove. Jeg selv havde en heftig uge foran mig på Anomaly, så det var måske meget godt at alle gik tidligt til ro den søndag.
Mandag morgen startede "Anomaly Week". Anomaly Week blev afholdt for at fejre firmaets 11 års fødselsdag, og jeg skulle hilse og sige, at det var fart over feltet. Føtex er nok det eneste firma jeg kan komme i tanke om, der går mere op i at fejre deres egen fødselsdag, og selv Føtex kan ikke leve op til Anomalys grad af finesse.
Ugen bestod, som de fleste andre, af en mandag efterfulgt af en tirsdag og så fremdeles, ind til vi nåede til fredag. Det usædvanlige ved denne uge var naturligvis alle de begivenheder, der var planlagt i dens løb. For det første var der planlagt otte foredrag - to om dagen, fra mandag til torsdag. Jeg hørte blandt andre Miki Agrawal, en ung dame som har 6-8 firmaer. Heriblandt "DayBreakers" som arrangerer ædru morgenfester, som folk kan tage til inden de tager på arbejde for at møde op til dagens dont i bedre humør, en mindre økologisk pizzakæde og et firma, der producerer et slags mundstykke til bruseslange på badeværelset, der forvandler den til et slags mobilt bidé.
En anden af talerne var en fyr, der havde bygget en baseball bane (på engelsk: en baseball diamond) i Harlem; et af de mest social belastede steder i USA. Den baseball bane blev sådan en slags center for social aktivitet, og de havde blandt andet udvidet med lektiehjælp og en masse andre ting. Der var også en pige, der havde været visual DJ i Japan - hun viste film på diskoteker, mens en anden spille musik - og en dame, som havde butikken "Story" i SoHo, som skifter både inventar og varekatalog hver 6. uge (ja, uge) for at virke som et magasin, der er blevet til en butik. Sidst men bestemt ikke mindst holdt Eric Ripert fra TV programmet Avec Eric et oplæg, hvor han fortalte om samarbejdet med Anomaly og om at være fransk vært på amerikansk TV. På grund af accenten var det ikke det letteste i verden.
Visual DJ & Kunster Shantell Martin med hendes tegneplade, som hun brugte under hele præsentationen. Fordi hun tegnede imens hun fortalte kunne hun ikke holde mikrofonen, så alle var musestille for at kunne høre hvad der blev sagt:
Ugens helt store brag lød om torsdagen, da alle 225 medarbejdere på kontoret blev kørt i busser ud til Citi Field for at se baseball*. Den slags spil kan tage op mod 3 timer, så det var virkelig godt at Anomaly havde sørget for både mad og fri bar!
Baseball på Citi Field
I løbet af Anomaly week var Marianne og Henriks besøg naturligvis ikke sat på pause. Vi var blandt andet ude og spise om mandagen, på The Apollo Theater om onsdagen for at fejre Henriks 50 års fødselsdag og - til Henriks store fornøjelse - på Five Leaves om fredagen til brunch for at spise deres åndssvagt gode pandekager. Fredag var vi også en tur på Moma.
Lørdag formiddag gjorde vi en af de ting, som jeg havde set allermest frem til: Vi besøgte Ellis Island. På vej derover var vi selvfølgelig en tur forbi Frihedsgudinden, og i hendes skygge spiste vi vores medbragte frokost.
Gæster og Gudinde
Efter Frokost Lur
Patriotisk Familie Forsamling
Vindblæst Far og Datter på Tur til Ellis Island
Ellis Island havde mange ting at byde på, blandt andet udstillinger af infirmeri, hvor de syge og sårede fra bådtransporterne blev lappet løseligt sammen inden de blev sendt til immigrationsprøve. Der var også grundige forklaringer af hvor de, som fik adgang til landet, tog hen (mange nordmænd, svenskere og danskere tog for eksempel til Wisconsin & Minnesota) og fortællinger om hvilke jobs de fik. Alt i alt bød museet på en meget grundig fortælling om nogle ret grufulde skæbner for en masse mennesker, som flygtede fra død, ødelæggelse og sult i Europa og tog til et USA, som de troede indeholdt guld og grønne skove, men som nærmere havde benhårde arbejdsdage og mere sult i vente for de mange millioner immigranter, der kom til landet i starten af det 20. århundrede.
Mest imponerende af alt var den store ankomsthal midt i bygning, hvor op til 5.000 immigranter dagligt trådte igennem i lange køer, blev registreret og testet inden de blev sendt enten videre eller hjem.
Her venter Julie på at blive registreret i ankomsthallen.
Ellis Island og det berømte hovedhus
Søndagen den weekend gik med en tur på Smorgasburg i Brooklyn Heights og et visit i fotomekkaet B.H. Photo inde i midtbyen.
Det blev hverdag igen. Udover arbejde betød det også endnu flere kulinariske udfordringer. For at fejre Mariannes fødselsdag spiste vi middag på det fuldkommen overstyrede etablissement "The Russian Tearoom". Det pralede især af deres meget russiske arv, og jeg skal love for at det var russisk for alle pengene. Alle væggene var beklædt med rødt stof, og vi sad i store røde lædersofaer. Maden var aldeles fortrinlig.
Det mest russiske oplevede vi først til aller sidst i vores måltid, lige inden vi skulle til at gå. Jeg havde læst et sted at man skulle bede om at se deres bjørn, og som læst, så gjort. Vi bad om at få lov at se bjørnen og blev taget med ind i deres elevator, kørt op på første sal og trådte ud i et bælgmørkt rum. Rummet var kun mørkt i de 15 sekunder det tog vores værtinde at træde fire skridt ud i rummet og tænde for de to 400W arbejdslamper, der behændigt stod inden for døren. Synes der mødte os der i halogenlampernes entusiatiske lysflod var mildest talt særpræget. Foran stod en en-til-en model af en isbjørn i oprejst positur. Jeg mener at have hørt, at de rækker omkring 5 meter vejret, når de står sådan. En isbjørn opstillet på den facon er i sig selv imponerende, men denne her var på alle måder mageløs. Den var lavet i glas og var i dens hule indre fyldt med vand. Derinde i vandet i den oprejste isbjørn svømmede 6-8 guldfisk af ganske anseelig størrelse. Og nåja: Så jonglerede isbjørnen også lige med fire guld-globusser. Det var så russisk som det overhovedet kunne blive. Døm selv her:
Der er selvfølgelig ikke noget, der kan toppe et fem meter højt akvarie formet som en isbjørn, der jonglerer med forgyldte jordkloder. Medmindre man er i New York. New York kan toppe alt, selv New York. Det beviste New York, men desværre først da Marianne og Henrik var taget hjem. Julie og jeg havde lige 36 timer fra vi satte H&M (Hennes & Mauritz, haha) i taxa'en og ind til vores næste gæster ankom. 2,5 af de 36 timer brugte vi på i et af Broadway's legendariske teatre. Når man går på Broadway i teaterdistriket får man ikke umiddelbart fornemmelse af at man er på vej til en teateroplevelse i verdensklasse. Man får nærmere fornemmelse af at man snart får sin pengepung stjålet. Måske af ham troubadoursigøjneren på rulleskøjter i løse araber med dreadlocks, som lever af at vise hans fire farvede kælerotter frem. Broadway stinker af den mad der ligger faldbydes fra vogne på alle gadehjørnerne, og det larmer helt vildt: der er tonsvis af biler**, der dytter og kører i første gear, og der er millioner af turister, der skændes om hvad vej de skal. Som om det ikke er nok er alle husenes ydermure dækket af lysreklamer i 6 meters højde. Broadway er et sted man bevæger sig forbi, ikke et hvor man tager ophold for sin fornøjelses skyld.
Med mindre selvfølgelig man skal i teatret. Da vi først var kommet igennem to kilometers kø og ind ad dørene i et af de mange teatre sænkede roen sig. Gaden udenfor forsvandt inde i teatrets tunge mørke. Kontrasten kunne nærmest ikke være større. Selv den skoleklasse på udflugt i ens t-shirts, som vi var nødt til at sparke os igennem for at komme hen til vores sæder faldt til ro.
Forestilling Aladdin var fuldkommen fantastisk. Der er ikke så meget andet at sige. Se den!
Dagen efter vi havde været i teatret landede Julies veninde Camilla. Sammen med Camilla brugte vi vores sidste weekend i New York (i denne omgang!) på at tage en tur til Frihedsgudinden, besøge Smorgasburg markedet i Williamsburg en sidste gang, spise en sidste brunch på Five Leaves, gå en sidste tur over Brooklyn Bridge og spise den sidste omgang kødboller på the Meatball Shop.
Camilla brugte den sidste uge sammen med os, hvor der var en masse "sidste" ting vi liiiiiige skulle, som blandt andet en køretur gennem Manhatten i en åben Mini Cooper. Julie og Camilla nåede også en sidste tur på Coney Island, og Camilla og jeg spiste en sidste omgang vafler og friturestegt kylling på Sweet Chick.
Om tirsdagen i den sidste uge inviterede chefen i min afdeling, Natasha, mig og Patrick, som jeg også har arbejdet meget sammen med, på middag, for at sige ordentligt farvel. Natasha og Patrick syntes at jeg skulle have en ægte New Yorker oplevelse. Som sagt, så gjort. Vi gik fra kontoret tidligt den dag, og klokken 1730 sad vi omklædte på vores i forvejen lejede indendørscykler i et mørk lokale hos SoulCycle. Omkring os sad cirka 30 andre mennesker, som også havde betalt 35 dollar for at få lov til at cykle i en time uden at komme nogle steder hen. SoulCycle er ret intenst. Man drøner derudaf i 50 minutter, mens høj technomusik brager ud af højtalerne, og en meget entusiastisk træner råber kommandoer gennem hans headset. Kommandoerne som "stå op, sid ned, træd hårdere, gå op i gear, lav armbøjninger, lav mavebøjninger, tag håndvægtene bag på cyklen og slå huller i luften mens du cykler, skriv en stil, udstop et egern" (okay, måske ikke de to sidste). I løbet af de 50 minutter slukker træneren mere og mere af lyset, ind til man til sidst okser derudaf i bulderragende mørke.
Natasha er HELT hooked på den SoulCyle, og jeg må indrømme: Det var ret skægt at prøve.
Da vi havde cyklet tog vi på en mexicansk restaurant, spise noget mad og drak nogle drinks. Klokken var vel blevet halv ti, da Natasha indforstået så på Patrick og så "nå...". Patrick sagde "ja, det er vel også ved at være på tid..." og jeg tænkte "okay, så går vi hjem. Hyggelig aften". Til min store overraskelse sagde Natasha, som en fortsættelse af Patricks kommentar "Ja, til karaoke?".
Kender i det, når det føles som om der er to tandhjul inde i ens hoved, der kører hver sin vej med sand imellem? Det var en af den slags situationer for mig. Jeg havde heldigvis fået min ja-hat på den dag (uden tvivl hjulpet af en margarita eller tre), og en halv time efter stod vi på karaokebar. Efter vi havde bestilt vores første drinks blev vi ledt ned af en lang gang med en masse ens døre på begge sider. Vores asiatiske vært (hvad ellers?) satte en nøgle i en af dørene og åbnede den for at afsløre et rum på ca. 6 kvadratmeter indeholdende en slidt sofa i kunstlæder, et smadret bord og to mikrofoner. Hele herligheden var stort set kun oplyst af den fladskærm, der dækkede det meste af den ene væg. Derinde tilbragte Natasha, Patrick og jeg (og ingen andre, vel at mærke!) 3 timer med at slagte hits som "All Star", "Mrs. Robinson" og "Hey Jude". Det er noget af det sjoveste og mærkeligste jeg nogensinde har været med til. Karaoke får fem stjerner af mig. Klokken halv to dinglede vi hjemad i hver sin retning, klar til endnu en meget produktiv dag onsdag morgen.
Karaokin'. Heldigvis er der ikke lyd på billedet. Det ville have afsløret at kun én af de tilstedeværende ramte tonerne. Det er, hvis nogen skulle være i tvivl, IKKE ham til venstre.
Da Julie og jeg pakkede vores kufferter torsdag aften følte jeg mig IKKE klar til at tage hjem. Jeg tror Julie havde det på samme måde. New York føles uendelig. Der sker ALTID noget nyt, der er ALTID noget nyt at se på og der er ALTID noget nyt at opleve. Vi føler ikke vi er færdige med byen. Jeg tror aldrig man bliver det. Efter at vi selv har brugt et halvt år derovre er det blevet meget nemmere at forstå de danskere som "tog derover for være der i tre måneder og nu har været der i tyve år". New York er vild og fantastisk. Jeg er glad for at jeg har haft Julie at dele den med.
Hermed bliver det endnu engang schlut på rapportering. Denne gang om et halv år i New York, fra d. 16. Januar til den 26. Juni 2015.
*Ja, "Citi" og ikke "City" - Citi Bank har sponsoreret stadion'et, og må derfor skrives deres dyslektiske navn på det.
** Når nu jeg lige tænker over det, så er "tonsvis af biler" faktisk ikke så mange biler, så det er noget man behøver blive specielt benovet over. Altså... "Tonsvis af tandstikker", det ved man er virkelig mange tandstikker. Men tonsvis af biler... Det er jo faktisk bare sådan halvanden bil eller sådan noget, hvis det for eksempel er mine forældres Nissan Qashqai man vejer... 