Kapitel 16 - Lokale Opdagelsesrejser

Så gik der endnu engang alt for længe imellem blogindlæggene.
Jeg forestiller mig at radiostilheden på denne kanal må være nærmest uudholdelig, sammenlignet med min overkommunikerede tur til Australien for nogle år. Min kloge, yngste bror mener, at den forskrækkelige frekvens har to årsager: For det første har jeg denne gang en (overordentligt veldrejet) makker til at opleve alle tingene sammen med, og det betyder, at jeg ikke føler den samme trang til at destillere oplevelserne i et digitalt dokument.
Derudover lægger officielle forpligtelser også beslag på omkring 300% mere af min tid end de gjorde i Australien. Når man sådan går på arbejde 5 dage om ugen bliver der, overraskende nok, mindre tid til semi-kunstneriske udfoldelser.

Men nu er det Memorial Day, Julie og jeg har fri og jeg har skrivekløe! Vejret er for alvor begyndt at blive ekstra fornøjsomt, og vi gør vores bedste for at udnytte det til fulde.
Fredag d. 8. Maj blev jeg således hentet af frøken Holm i sandaler, kjole og besiddelse af madpakker. Vi drønede til Williamsburg, hvor vi fandt et lille stykke park ved siden af en byggeplads. Der indtog vi Julies hjemmesmurte bagels og følte os meget New York’ske. Efter ma’pakker begav vi os dybere ind i verdens hipsterhovedstad for at finde “Williamsburg Music Hall”. Der gav den danske kunstner Oh Land en herlig koncert.

Lørdag stod der udflugt på programmet. Som de fornuftige unge mennesker vi er smurte vi (flere) madpakker inden vi gik ned til A-toget, der kørte os hele vejen fra det sydlige Brooklyn til det nordlige Manhattan’s “Washington Heights”. Det er en tur på 23 kilometer. Det tog, for kontekstens skyld, 1,5 time.
Deroppe ligger parken “Fort Tryon Park” og midt i den ligger “The Cloisters”, som var dagens udflugtsmål. “The Cloisters” oversættes direkte til “Klostrene”. Når man ved, at der kun er ét kloster undres man naturligvis over grammatikken. I hvert fald når ens far hedder Ole Nielsen, og man er opdraget til at undre sig over grammatikken, der hvor bøjningerne er inkongruente.
Historien bag “Klostrene” retfærdiggør imidlertid den mangelfulde omhu. Tidligt i det forrige århundrede rejste en amerikansk kunstsamler, George Grey Barnard, rundt i Europa og opkøbte middelalderkunst. I hans samling indgik foruden en masse malerier, gamle bøger og hellige graler også dele af fem gamle klostre. Hvordan man lige rejser rundt i Europa med 5 halve klostre på slæb melder historien intet om. Det kan være flyselskaberne var mere tilgivende med hensyn til overvægt dengang.
I hvert fald lykkedes det George at fragte klosterdelene til USA inden Frankrig omkring 1915 indførte et forbud mod eksport af fransk kulturarv. I USA købte den usandsynligt rige John D. Rockefeller delene af de fem klostre og ansatte arkitekten Frederick Olmsted til at samle dem som et kæmpe puslespil. John Rockefeller ved, at for at kunne samle et puslespil er man nødt til at have god plads, så for at give Olmsted gode arbejdsbetingelser købte Rockefeller også lige området, der senere skulle blive til Fort Tryon Park.
For en god ordens skyld købte Rockefeller også anseelige landområder på DEN ANDEN SIDE af Hudson River. Så var han nemlig sikker på, at udsigten fra museet ikke ville blive spoleret.
John D. Rockefeller var afsindigt rig.

Resultatet blev skide godt. The Cloisters tjener nu som The Met’s* afdeling for middelalderkunst, og det var det, vi brugte vores lørdag formiddag på at se. For at gøre illusionen om et middelalderligt europæisk munkekloster komplet har de også anlagt ikke mindre end tre kombinerede pryd- og nyttehaver i forskellige dele af det nu kombinerede kloster.

Billede af den ene af haverne

Bede-Sted

Søndagen bød på endnu en udflugt nordpå. Min søde forlovede havde foræret mig en picnic i "Du-er-en-nice-mand-man" gave, og den gave indløste jeg den søndag. 

Inde spisetid gik vi en tur forbi The Guggenheim Museum. Det er en af New Yorks mest distinkte bygninger, og en af de sidste Frank Lloyd Wright tegnede inden han døde. 

 Her er Julie foran museet: 

Her er museet: 

Her er Julie foran museet igen. Denne gang sammen med en ung dame, klædt ud som en gammel dame. Den gamle unge dame var i gang med et kunstprojekt sammen med en af sine medstuderende. 

Efter at have betragtet the Guggenheim gik vi en tur tværs gennem parken og holdt pause ved et lille slot, der ligger midt i parken fordi... Hvor pokker skulle man ellers ligge et slot?

Slottet har aldrig være brugt til at opbevare adelige. Det er der faktisk primært til pynt, og var en del af det originale design af Central Park. I toppen ligger der en vejrstation. 

Vejret var helt vildt dejligt, og det var afsindigt god picnickurv. Se selv hvor glad Julie er: 

Og se hvor vildt det ser ud når man tager billeder op imod solen!

Efter picnic mødtes vi med Caroline og Thomas på BB Kings Blues Club. Der så vi "The World Famous Harlem Gospel Choir". Der var fa'me gang i den! Vi tog desværre ingen billeder, men heldigvis kan man altid stjæle nogen. De så nogenlunde sådan her ud: 

I løbet af den følgende uge var vi en tur i Brooklyn Heights, Der hentede vi nogle papirer med en masse tal på. Her er Julies: 

Således var vi klar til at løbe en god lang tur lørdag d. 16. Maj. Faktisk blev det til hele 21 kilometer. Det tog 1:57 timer, lige under Julies erklærede mål på 2 timer. Julie havde klaret det meget hurtigere, hvis hun ikke havde haft 76 kilo dødvægt i form af hendes dræn af en kæreste på slæb, men hun tog det pænt og hjalp mig hele vejen i mål. 

Her er et billede af os INDEN løbetur: 

Om søndag havde vi bestilt en omgang massage inde midt i byen. Men det ville ligne os dårligt at bruge en hel dag på KUN at få massage. Søndag lignede det os godt, så vi tog en tur i kirke inden vores massage. Vi tog faktisk, for det ikke skal være løgn, en tur i katedral. Skt. John den Hellige's Katedral.

Den er GODT NOK STOR!

Og meget flot. Det lykkedes at time vores besøg lige nøjagtig med slutningen af en gudstjeneste, så resten af vores besøg foregik i en tåge af røgelse. Her et par skud. 

Miss Jules (hende fra Sex & the City) inde kirkebesøg. 

Fordybet

Sideskib nr. 3 af 12

Som sædvanlig yder billeder ikke virkeligheden retfærdighed, men alligevel...

Og udendørs

I nærheden af Skt. John's Katedral ligger det store universitet Columbia. Det var der Barack Obama gik i skole inden han blev præsident, og i øvrigt også der, min bachelormakker Lærke læser i dette semester. Det siger sig selv at jeg har store forventninger til hende.

Det lod til at vores timing denne søndag simpelthen var ufejlbarlig, for det lykkedes os at besøge Columbia lige nøjagtig den søndag, hvor de holdt afgangsceremoni for alle deres elever. Det var så festligt!

Se selv. 

Efter Columbia begav vi os tilbage til midtbyen og fik vores velfortjente massage. Og en mangojuice:

Og så gik der endnu en weekend. 

Den næste weekend startede tidligt. På Anomaly er vi begyndt på en aldeles fremragende ordning de kalder "Summer Fridays". Det betyder simpelthen at man går tidligt hjem om fredagen, så jeg var allerede hjemme klokken tre i fredags. Det var bestemt ikke dårligt. Vi gik en tur i Bed-Stuy, spiste en is og gik tidligt i seng. Vi havde nemlig en MEGET tidlig start om lørdag. Faktisk så tidligt at det var mørkt da vi stod op og først lige var begyndt at blive lyst, da vi var nået til Midtown (42. Gade, Times Square): 

Det var derfra vi tog bussen til weekendens udflugtsmål: USAs hovedstad, Washington D.C.
Vi landede i Washington omkring klokken 1030 og tjekkede ind på vores meget hyggelig, meget retroagtige hotel "The Henley Park" klokken 1100.

Derfra gik vi en LANG tur, der varede helt ind til om aftenen.

Første punkt på dagsordenen var The Smithsonian's National Air and Space Museum. Det museum har været med i virkelig mange film henover årene, og jeg skal ærligt indrømme: Jeg gik totalt i barndom af at være der. Jeg mener bare... DE HAR HÆNGT FLY OP I LOFTET! Det var så fedt at være der!

Det er ikke engang "bare" modeller, de har hængt op i loftet. De har for eksempel den originale "Military Flyer", som brødrenen Wright fløj i, og i indgangshallen står "The Spirit of St. Louis", som Charles Lindbergh fløj over Atlanten i i den verdens første solo-flyvning på den strækning i 1927. 

Efter museet gik turen op igennem National Mall. National Mall er en kæmpe park, som ligger i den sydlige del af Washington. Rundt i parkens parkens periferi ligger en masse museer, heriblandt National Museum of Air and Space. 

I den ene ende af parken ligger the United States Capitol, regeringsbygningen hvorfra USAs kongres formulerer og udsteder de love, der i øjeblikket er i gang med at sende USAs ned i bundløst hul af gæld. The Capitol er imidlertid under ombygning, så der gik vi ikke ned.

Fra Air and Space Museum satte vi kursen mod the Washington monument, rejst til ære for USAs første præsident George Washington i 1884. Den er lavet af marmor, granit og sandsten og var i en årrække verdens højeste bygning med sine 169 meter.

Julie foran Washington Monument

Her er et billede af begge de unge mennesker foran Washington Monument og Lincoln Memorial Reflecting Pool. 

(Washington Momunent er fallossymbolet i baggrunden). 

Fra Washington monument fortsatte turen til ovenstående fotoposition og dermed også Lincoln Memorial. 

Lincoln Memorial fra siden

Derinde sidder denne her dude og holder vagt over USA. 

Abraham Lincoln var USAs 16. Præsident. Han er mest berømt for at vinde borgerkrigen i 1861-1865. Borgenkrigen afskaffede slaveriet og forenede nord- og sydstaterne i én føderal stat. 

Fra Lincoln Memorial  traskede vi tilbage langs parkens nordlige kant. Efter en kort frokostpause på Starbucks nåede vi til verdens mest berømte hvide skur, som vist ikke behøver nærmere introduktion. 

Efter besigtigelse af det nærmeste USA kan komme på en royal residens var vi efterhånden godt brugte, så vi gik op til "Matchbox" lidt nord for vores hotel. Der kværnede vi en pizza og "dagens ret". Det var ikke rigtig til at forstå hvad tjenere sagde, men vi tog chancen og blev belønnet med et afsindigt lækkert stykke mørt, braseret kød.

Søndag startede med morgenmad på hotellet. For Julies vedkommende yoghurt med mysli og frugtsalat. Jeg fik belgiske vafler med sirup, jordbær og pølser. Ja. Pølser. Og hvad så? 

De to apostles heste føltes så veludhvilede at de var klar til at takle endnu en gåtur, så vi satte kursen mod Georgetown, cirka fire kilometer vest for vores hotel. Derude lå et fantastisk flot universitet. 

Her er Julie foran hovedbygningen. Jeg var sgu lige nødt til at tage det på diagonalen, ellers var klokkerne blevet skåret af. Og der er ingen, der er interesserede i at få deres klokker skåret af. 

De boede også ret pænt. Her er det Julies skarpe øje for detaljer, der har været på spil. 

Dertil havde de et VIRKELIG flot bibliotek, som næsten var åbent for den bredere offentlighed. Det kan godt være at døren var låst og at vi var nødt til at vente på at nogen gik ud for at vi kunne liste os derind, men... Det var helt klart ventetiden værd. Man ventede nærmest bare på at en af bøgerne faldt ud af reolen og begyndte at skrige. Heldigvis havde vi vores usynlighedskapper i tasken, så problemet havde ikke været SÅ stort, men alligevel... 

På vejen hjem gik vi igennem Georgetown, den charmerende landsbyagtige forstad til Washington. Nede på deres havdepromenade har svenskerne anbragt deres ambassade:  

Efter søndagens 12 kilometer på gåben endte vi neden på Washingtons Union Station, hvor Greyhound bussen ventede på at få lov at fragte vores mørbankede kroppe tilbage til New York. 

I dag, på Memorial Day, hvor amerikanerne holder fri fra arbejde for at mindes de, som er faldet i de mange krige, USA har blandet sig i igennem årene, holder Julie og jeg afslapningsdag, inden arbejdsugen starter i morgen. 

Vi slutter lige med et par forsinkede billeder: Da Julie og Laura var med Julie på tur stod hele New York i fuldt flor, og min kommende kone er altså meget køn omgivet af blomster, så I skal ikke snydes:

*New York Metropolitan Museum of Art

Kap 15 - Spring Spectacular

Som min farmor så fint skrev i en mail for nogle uger tilbage; "Mikkel er jo god til at skrive, og tak for det Mikkel. Men jeg savner da også, at du Julie supplerer ham". Med denne kommentar i baghovedet, tænker jeg, at det nu virkelig er på tide, at jeg igen får skrevet et indlæg og det kommer så her.

I midten af april tog jeg hjem til Danmark i to ugers tid for at fejre min fars halvtredsårs fødselsdag og ellers få sagt hej til alle de herlige mennesker, som jeg savner herovre i NYC. Desværre nåede jeg ikke at se alle dem jeg har kær trods det faktum, at jeg havde et virkelig pakket program.

Derudover fik jeg sagt hej til alle dem ,jeg skal arbejde sammen med hos Mercuri Urval, når jeg til efteråret skal være praktikant i deres afdeling for lederudvikling. Det er en praktikplads, jeg er lykkelig for at have fået, da de laver alt det, jeg drømmer om at få lov til at arbejde med, når jeg er færdig på studiet.

De to uger gik så stærkt og søndag d. 26. skulle jeg tilbage til NYC og Mikkel. Denne gang skulle jeg til stor glæde ikke flyve helt mutters alene. Min søster Laura og veninde Julie skulle med for at bo hos mig og Mikkel halvanden uges tid - ja stakkels Mikkel. Flyveturen gik fint og sikke et smukt syn det var at komme tilbage. Byen, som i mange uger havde været kold og trist, bar nu præg af at foråret for alvor var kommet. Jeg bliver hvert år overrasket over, hvor glad i låget jeg bliver af solen og af alle blomsterne som springer ud. Det er så fascinerende så meget naturen kan ændre sig. Ja altså det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af forår og varme og virkelig ikke god til NYC når termometeret viser 15 minus grader, hvilket Mikkel garanteret godt vil skrive under på. Faktisk har jeg faktisk en smule ondt af ham, for jeg har måske været en smule sur i vinters. 

Men ja, vejret herovre er nu helt fantastisk. Julie og Laura, som vi har haft boende den sidste halvanden uges tid, er meget glade for at shoppe, ja faktisk elsker de det. Så en hel del af vores dage er blevet brugt på at blive fristede af alverdens klæder, sko, og så videre. Det resulterede sågar i at Lauras kuffert lignede en, som havde fået alt for meget af de amerikanske herligheder såsom donuts og fried chicken. Jeg håber, at kufferten kom helskindet hjem til Odense uden at revne.
Selve byen skulle dog også vises frem, så det var også en del af vores program. Den første dag herovre brugte vi på at gå Manhattan tyndt for at se de største seværdigheder i byen. Det var en hård dag, hvilket betød at vi tog tidligt hjem i seng. Pigerne elskede deres nye luftmadras :D

 

Tirsdagen brugte vi i Woodbury, et område lidt uden for NYC, hvor der er en masse herlige outlet butikker. Om fredagen var vi på Natur Historisk Museum og om aftenen fik vi de bedste amerikanske burgere på hotellet Le Parker Meridien. Det var nogle burgere som især den unge smukke Laura nød. Hun var faktisk så glad for burgeren, at hun spiste MERE end Mikkel. Hun er sej! Efter at have fyldt vores maver med burgere og pickles  gik turen til Radio City Music Hall, hvor vi så showet New York Spring Spectacular. Det var helt fantastisk og vi alle fire var fuldt ud begejstret.

I lørdags tog vi til Williamsburg og allerførste og VIGTIGSTE top på turen var Five Leaves, hvor vi fik os den bedste brunch. Det er jo ingen hemmelighed, at vi alle fire også er ret glade for mad. Især når det er så godt som her! (Far, du skal nok også få lov at smage disse pandekager, når du og Marianne kommer).

Selvom vi var godt mætte af maden forblev dagens program i madens tegn: vi besøgte madmarkedet Smorgasburg. Det viste sig at være et herligt marked med stort set alle de fristelser man kunne forestille sig. Vores maver var dog ikke særligt begejstrede for at få mere, så vi gik blot rundt og kiggede.

Som afslutning på dagen besøgte vi Brooklyn Botanical Garden for at se alle de smukke kirsebærtræ som stod i fuld flor.

Søndagen startede som altid ud med, at Mikkel og jeg fik os en løbetur, hvorefter planen var, at vi skulle ud og se frihedsgudinden. På vej til frihedsgudinden skete der dog noget, der ikke havde behøvet at være en del af vores program. Da Mikkel og jeg skulle over en vej i Brooklyn, blev Mikkel ramt af en bil, som kørte direkte over for rødt lys. Der lød et kæmpe brag og Mikkel blev kastet op på bilens køler og derefter kastet ned på jorden. Til stor lettelse kom Mikkel ikke voldsomt til skade udover nogle hudskrabninger og en godt forslået og øm krop. Men nøjh hvor blev vi begge to godt og grundigt forskrækkede. Det kunne være gået så galt. Lige der bliver man lige i et kort øjeblik klar over, hvor skrøbeligt ens liv er og hvor lykkelig man skal være for hver dag man har! Derudover skal vi i Danmark altså også være noget så tilfredse med vores velfærdsmodel. At man får tilsendt en regning fra ambulancen i NYC virker så forkert. Forkert fordi det får nogle, som ikke er velstillede til at takke nej til at blive undersøgt og helbredt, selvom de er kommet alvorligt til skade. Det får mig også til at tænke på en mand Julie, Laura og jeg så i metroen den anden dag. Han var stærkt plaget af en eller anden form for hudsygdom. Hans ben var sindssygt hævet og fyldt med eksem, jeg har aldrig set noget så slemt. Derudover havde han en stok som var tapet sammen og et par bukser på som var fyldt med lapper. Nu kender jeg jo ikke hans historie, men alt tydede på, at han trængte til langt mere behandling, pleje og omsorg end hvad han fik og penge var ikke hvad han havde flest af. Vi har det altså godt i Danmark - jeg sir' det bar'!


Men efter forskrækkelsen og et besøg i ambulancebilen tog vi alle fire ud og så frihedsgudinden i høj solskin.

Efter vores sightseeing tur fik vi aftensmad på Joey's Shanghai i Chinatown, hvor menuen stod på dumplings og noget meget sært friteret svinekød.

De sidste par dage er ellers gået med at nyde vejret, spise en masse god mad og sidst men ikke mindst prøve brudekjoler. Jeg kan fortælle jer alle, at det var noget af det sjoveste, mest fantastiske og vildeste. Julie og Laura var gode tilskuere og fik taget billeder af alle dem jeg prøvede og vi fandt KJOLEN til allersidst. 

Det var alt for denne gang og hvis jeg ikke tager helt fejl tror jeg, at jeg snart også kan skrive lige så lange romaner som ham Mikkel.