Så gik der endnu engang alt for længe imellem blogindlæggene.
Jeg forestiller mig at radiostilheden på denne kanal må være nærmest uudholdelig, sammenlignet med min overkommunikerede tur til Australien for nogle år. Min kloge, yngste bror mener, at den forskrækkelige frekvens har to årsager: For det første har jeg denne gang en (overordentligt veldrejet) makker til at opleve alle tingene sammen med, og det betyder, at jeg ikke føler den samme trang til at destillere oplevelserne i et digitalt dokument.
Derudover lægger officielle forpligtelser også beslag på omkring 300% mere af min tid end de gjorde i Australien. Når man sådan går på arbejde 5 dage om ugen bliver der, overraskende nok, mindre tid til semi-kunstneriske udfoldelser.
Men nu er det Memorial Day, Julie og jeg har fri og jeg har skrivekløe! Vejret er for alvor begyndt at blive ekstra fornøjsomt, og vi gør vores bedste for at udnytte det til fulde.
Fredag d. 8. Maj blev jeg således hentet af frøken Holm i sandaler, kjole og besiddelse af madpakker. Vi drønede til Williamsburg, hvor vi fandt et lille stykke park ved siden af en byggeplads. Der indtog vi Julies hjemmesmurte bagels og følte os meget New York’ske. Efter ma’pakker begav vi os dybere ind i verdens hipsterhovedstad for at finde “Williamsburg Music Hall”. Der gav den danske kunstner Oh Land en herlig koncert.
Lørdag stod der udflugt på programmet. Som de fornuftige unge mennesker vi er smurte vi (flere) madpakker inden vi gik ned til A-toget, der kørte os hele vejen fra det sydlige Brooklyn til det nordlige Manhattan’s “Washington Heights”. Det er en tur på 23 kilometer. Det tog, for kontekstens skyld, 1,5 time.
Deroppe ligger parken “Fort Tryon Park” og midt i den ligger “The Cloisters”, som var dagens udflugtsmål. “The Cloisters” oversættes direkte til “Klostrene”. Når man ved, at der kun er ét kloster undres man naturligvis over grammatikken. I hvert fald når ens far hedder Ole Nielsen, og man er opdraget til at undre sig over grammatikken, der hvor bøjningerne er inkongruente.
Historien bag “Klostrene” retfærdiggør imidlertid den mangelfulde omhu. Tidligt i det forrige århundrede rejste en amerikansk kunstsamler, George Grey Barnard, rundt i Europa og opkøbte middelalderkunst. I hans samling indgik foruden en masse malerier, gamle bøger og hellige graler også dele af fem gamle klostre. Hvordan man lige rejser rundt i Europa med 5 halve klostre på slæb melder historien intet om. Det kan være flyselskaberne var mere tilgivende med hensyn til overvægt dengang.
I hvert fald lykkedes det George at fragte klosterdelene til USA inden Frankrig omkring 1915 indførte et forbud mod eksport af fransk kulturarv. I USA købte den usandsynligt rige John D. Rockefeller delene af de fem klostre og ansatte arkitekten Frederick Olmsted til at samle dem som et kæmpe puslespil. John Rockefeller ved, at for at kunne samle et puslespil er man nødt til at have god plads, så for at give Olmsted gode arbejdsbetingelser købte Rockefeller også lige området, der senere skulle blive til Fort Tryon Park.
For en god ordens skyld købte Rockefeller også anseelige landområder på DEN ANDEN SIDE af Hudson River. Så var han nemlig sikker på, at udsigten fra museet ikke ville blive spoleret.
John D. Rockefeller var afsindigt rig.
Resultatet blev skide godt. The Cloisters tjener nu som The Met’s* afdeling for middelalderkunst, og det var det, vi brugte vores lørdag formiddag på at se. For at gøre illusionen om et middelalderligt europæisk munkekloster komplet har de også anlagt ikke mindre end tre kombinerede pryd- og nyttehaver i forskellige dele af det nu kombinerede kloster.
Jeg forestiller mig at radiostilheden på denne kanal må være nærmest uudholdelig, sammenlignet med min overkommunikerede tur til Australien for nogle år. Min kloge, yngste bror mener, at den forskrækkelige frekvens har to årsager: For det første har jeg denne gang en (overordentligt veldrejet) makker til at opleve alle tingene sammen med, og det betyder, at jeg ikke føler den samme trang til at destillere oplevelserne i et digitalt dokument.
Derudover lægger officielle forpligtelser også beslag på omkring 300% mere af min tid end de gjorde i Australien. Når man sådan går på arbejde 5 dage om ugen bliver der, overraskende nok, mindre tid til semi-kunstneriske udfoldelser.
Men nu er det Memorial Day, Julie og jeg har fri og jeg har skrivekløe! Vejret er for alvor begyndt at blive ekstra fornøjsomt, og vi gør vores bedste for at udnytte det til fulde.
Fredag d. 8. Maj blev jeg således hentet af frøken Holm i sandaler, kjole og besiddelse af madpakker. Vi drønede til Williamsburg, hvor vi fandt et lille stykke park ved siden af en byggeplads. Der indtog vi Julies hjemmesmurte bagels og følte os meget New York’ske. Efter ma’pakker begav vi os dybere ind i verdens hipsterhovedstad for at finde “Williamsburg Music Hall”. Der gav den danske kunstner Oh Land en herlig koncert.
Lørdag stod der udflugt på programmet. Som de fornuftige unge mennesker vi er smurte vi (flere) madpakker inden vi gik ned til A-toget, der kørte os hele vejen fra det sydlige Brooklyn til det nordlige Manhattan’s “Washington Heights”. Det er en tur på 23 kilometer. Det tog, for kontekstens skyld, 1,5 time.
Deroppe ligger parken “Fort Tryon Park” og midt i den ligger “The Cloisters”, som var dagens udflugtsmål. “The Cloisters” oversættes direkte til “Klostrene”. Når man ved, at der kun er ét kloster undres man naturligvis over grammatikken. I hvert fald når ens far hedder Ole Nielsen, og man er opdraget til at undre sig over grammatikken, der hvor bøjningerne er inkongruente.
Historien bag “Klostrene” retfærdiggør imidlertid den mangelfulde omhu. Tidligt i det forrige århundrede rejste en amerikansk kunstsamler, George Grey Barnard, rundt i Europa og opkøbte middelalderkunst. I hans samling indgik foruden en masse malerier, gamle bøger og hellige graler også dele af fem gamle klostre. Hvordan man lige rejser rundt i Europa med 5 halve klostre på slæb melder historien intet om. Det kan være flyselskaberne var mere tilgivende med hensyn til overvægt dengang.
I hvert fald lykkedes det George at fragte klosterdelene til USA inden Frankrig omkring 1915 indførte et forbud mod eksport af fransk kulturarv. I USA købte den usandsynligt rige John D. Rockefeller delene af de fem klostre og ansatte arkitekten Frederick Olmsted til at samle dem som et kæmpe puslespil. John Rockefeller ved, at for at kunne samle et puslespil er man nødt til at have god plads, så for at give Olmsted gode arbejdsbetingelser købte Rockefeller også lige området, der senere skulle blive til Fort Tryon Park.
For en god ordens skyld købte Rockefeller også anseelige landområder på DEN ANDEN SIDE af Hudson River. Så var han nemlig sikker på, at udsigten fra museet ikke ville blive spoleret.
John D. Rockefeller var afsindigt rig.
Resultatet blev skide godt. The Cloisters tjener nu som The Met’s* afdeling for middelalderkunst, og det var det, vi brugte vores lørdag formiddag på at se. For at gøre illusionen om et middelalderligt europæisk munkekloster komplet har de også anlagt ikke mindre end tre kombinerede pryd- og nyttehaver i forskellige dele af det nu kombinerede kloster.
Billede af den ene af haverne
Bede-Sted
Søndagen bød på endnu en udflugt nordpå. Min søde forlovede havde foræret mig en picnic i "Du-er-en-nice-mand-man" gave, og den gave indløste jeg den søndag.
Inde spisetid gik vi en tur forbi The Guggenheim Museum. Det er en af New Yorks mest distinkte bygninger, og en af de sidste Frank Lloyd Wright tegnede inden han døde.
Her er Julie foran museet:
Her er museet:
Her er Julie foran museet igen. Denne gang sammen med en ung dame, klædt ud som en gammel dame. Den gamle unge dame var i gang med et kunstprojekt sammen med en af sine medstuderende.
Efter at have betragtet the Guggenheim gik vi en tur tværs gennem parken og holdt pause ved et lille slot, der ligger midt i parken fordi... Hvor pokker skulle man ellers ligge et slot?
Slottet har aldrig være brugt til at opbevare adelige. Det er der faktisk primært til pynt, og var en del af det originale design af Central Park. I toppen ligger der en vejrstation.
Vejret var helt vildt dejligt, og det var afsindigt god picnickurv. Se selv hvor glad Julie er:
Og se hvor vildt det ser ud når man tager billeder op imod solen!
Efter picnic mødtes vi med Caroline og Thomas på BB Kings Blues Club. Der så vi "The World Famous Harlem Gospel Choir". Der var fa'me gang i den! Vi tog desværre ingen billeder, men heldigvis kan man altid stjæle nogen. De så nogenlunde sådan her ud:
I løbet af den følgende uge var vi en tur i Brooklyn Heights, Der hentede vi nogle papirer med en masse tal på. Her er Julies:
Således var vi klar til at løbe en god lang tur lørdag d. 16. Maj. Faktisk blev det til hele 21 kilometer. Det tog 1:57 timer, lige under Julies erklærede mål på 2 timer. Julie havde klaret det meget hurtigere, hvis hun ikke havde haft 76 kilo dødvægt i form af hendes dræn af en kæreste på slæb, men hun tog det pænt og hjalp mig hele vejen i mål.
Her er et billede af os INDEN løbetur:
Om søndag havde vi bestilt en omgang massage inde midt i byen. Men det ville ligne os dårligt at bruge en hel dag på KUN at få massage. Søndag lignede det os godt, så vi tog en tur i kirke inden vores massage. Vi tog faktisk, for det ikke skal være løgn, en tur i katedral. Skt. John den Hellige's Katedral.
Den er GODT NOK STOR!
Og meget flot. Det lykkedes at time vores besøg lige nøjagtig med slutningen af en gudstjeneste, så resten af vores besøg foregik i en tåge af røgelse. Her et par skud.
Miss Jules (hende fra Sex & the City) inde kirkebesøg.
Fordybet
Sideskib nr. 3 af 12
Som sædvanlig yder billeder ikke virkeligheden retfærdighed, men alligevel...
Og udendørs
I nærheden af Skt. John's Katedral ligger det store universitet Columbia. Det var der Barack Obama gik i skole inden han blev præsident, og i øvrigt også der, min bachelormakker Lærke læser i dette semester. Det siger sig selv at jeg har store forventninger til hende.
Det lod til at vores timing denne søndag simpelthen var ufejlbarlig, for det lykkedes os at besøge Columbia lige nøjagtig den søndag, hvor de holdt afgangsceremoni for alle deres elever. Det var så festligt!
Se selv.
Efter Columbia begav vi os tilbage til midtbyen og fik vores velfortjente massage. Og en mangojuice:
Og så gik der endnu en weekend.
Den næste weekend startede tidligt. På Anomaly er vi begyndt på en aldeles fremragende ordning de kalder "Summer Fridays". Det betyder simpelthen at man går tidligt hjem om fredagen, så jeg var allerede hjemme klokken tre i fredags. Det var bestemt ikke dårligt. Vi gik en tur i Bed-Stuy, spiste en is og gik tidligt i seng. Vi havde nemlig en MEGET tidlig start om lørdag. Faktisk så tidligt at det var mørkt da vi stod op og først lige var begyndt at blive lyst, da vi var nået til Midtown (42. Gade, Times Square):
Vi landede i Washington omkring klokken 1030 og tjekkede ind på vores meget hyggelig, meget retroagtige hotel "The Henley Park" klokken 1100.
Derfra gik vi en LANG tur, der varede helt ind til om aftenen.
Det er ikke engang "bare" modeller, de har hængt op i loftet. De har for eksempel den originale "Military Flyer", som brødrenen Wright fløj i, og i indgangshallen står "The Spirit of St. Louis", som Charles Lindbergh fløj over Atlanten i i den verdens første solo-flyvning på den strækning i 1927.
Efter museet gik turen op igennem National Mall. National Mall er en kæmpe park, som ligger i den sydlige del af Washington. Rundt i parkens parkens periferi ligger en masse museer, heriblandt National Museum of Air and Space.
I den ene ende af parken ligger the United States Capitol, regeringsbygningen hvorfra USAs kongres formulerer og udsteder de love, der i øjeblikket er i gang med at sende USAs ned i bundløst hul af gæld. The Capitol er imidlertid under ombygning, så der gik vi ikke ned.
Fra Air and Space Museum satte vi kursen mod the Washington monument, rejst til ære for USAs første præsident George Washington i 1884. Den er lavet af marmor, granit og sandsten og var i en årrække verdens højeste bygning med sine 169 meter.
Julie foran Washington Monument
Her er et billede af begge de unge mennesker foran Washington Monument og Lincoln Memorial Reflecting Pool.
(Washington Momunent er fallossymbolet i baggrunden).
Fra Washington monument fortsatte turen til ovenstående fotoposition og dermed også Lincoln Memorial.
Lincoln Memorial fra siden
Derinde sidder denne her dude og holder vagt over USA.
Abraham Lincoln var USAs 16. Præsident. Han er mest berømt for at vinde borgerkrigen i 1861-1865. Borgenkrigen afskaffede slaveriet og forenede nord- og sydstaterne i én føderal stat.
Fra Lincoln Memorial traskede vi tilbage langs parkens nordlige kant. Efter en kort frokostpause på Starbucks nåede vi til verdens mest berømte hvide skur, som vist ikke behøver nærmere introduktion.
Efter besigtigelse af det nærmeste USA kan komme på en royal residens var vi efterhånden godt brugte, så vi gik op til "Matchbox" lidt nord for vores hotel. Der kværnede vi en pizza og "dagens ret". Det var ikke rigtig til at forstå hvad tjenere sagde, men vi tog chancen og blev belønnet med et afsindigt lækkert stykke mørt, braseret kød.
Søndag startede med morgenmad på hotellet. For Julies vedkommende yoghurt med mysli og frugtsalat. Jeg fik belgiske vafler med sirup, jordbær og pølser. Ja. Pølser. Og hvad så?
De to apostles heste føltes så veludhvilede at de var klar til at takle endnu en gåtur, så vi satte kursen mod Georgetown, cirka fire kilometer vest for vores hotel. Derude lå et fantastisk flot universitet.
Her er Julie foran hovedbygningen. Jeg var sgu lige nødt til at tage det på diagonalen, ellers var klokkerne blevet skåret af. Og der er ingen, der er interesserede i at få deres klokker skåret af.
De boede også ret pænt. Her er det Julies skarpe øje for detaljer, der har været på spil.
Dertil havde de et VIRKELIG flot bibliotek, som næsten var åbent for den bredere offentlighed. Det kan godt være at døren var låst og at vi var nødt til at vente på at nogen gik ud for at vi kunne liste os derind, men... Det var helt klart ventetiden værd. Man ventede nærmest bare på at en af bøgerne faldt ud af reolen og begyndte at skrige. Heldigvis havde vi vores usynlighedskapper i tasken, så problemet havde ikke været SÅ stort, men alligevel...
På vejen hjem gik vi igennem Georgetown, den charmerende landsbyagtige forstad til Washington. Nede på deres havdepromenade har svenskerne anbragt deres ambassade:
Efter søndagens 12 kilometer på gåben endte vi neden på Washingtons Union Station, hvor Greyhound bussen ventede på at få lov at fragte vores mørbankede kroppe tilbage til New York.
I dag, på Memorial Day, hvor amerikanerne holder fri fra arbejde for at mindes de, som er faldet i de mange krige, USA har blandet sig i igennem årene, holder Julie og jeg afslapningsdag, inden arbejdsugen starter i morgen.
Vi slutter lige med et par forsinkede billeder: Da Julie og Laura var med Julie på tur stod hele New York i fuldt flor, og min kommende kone er altså meget køn omgivet af blomster, så I skal ikke snydes:
*New York Metropolitan Museum of Art
Ingen kommentarer:
Send en kommentar