For alvor mod enden. Vi kæmper for at klemme de sidste dråber ud af New York, inden turen om 19 dage går hjem til gode gamle Danmark og vores savnede familier og venner.
Siden turen til Washington er der gået to weekender, og vi har som sædvanligt drønet rundt.
Sidste fredag var det weekenden for den berømte #manhattanhenge. Et specielt fænomen, der opstår to gange om året med cirka 6 ugers mellemrum - omkring tre uger før og tre uger efter sommersolhverv.
Under Manhattanhenge (opkaldt efter et lignende fænomen i Storbrittannien ved en anden -henge) går solen ned på perfekt langs med de tværliggende gader på Manhattan, og man kan altså tage nogle ret fantastiske solnedsgangsbilleder.
Min tålmodige kæreste tog troligt med hendes amatørfotograf til krydset mellem 33. gade og Park Avenue både fredag og lørdag aften. Der stod vi, begge aftener, sammen med 1200 andre fladpander og gloede mod en masse skyer i østlig retning. Vejret var med andre ord IKKE med os under dette års Manhattanhenge.
Her er de bedste billeder, der kom ud af de to aftener.
Dagen efter var vejret lige så forrygende. Det fejrede vi med en tur til en af de mange små øer, der ligger syd for Manhattan. Denne gang Governor's Island. For at komme derud tager man først toget ind til Manhattans sydspids og stiger derefter på en lille båd, der fragter en over vandet uden våde tæer.
Ligesom både Ellis Island og Bedloe's Island (senere Liberty Island på grund af statuen) var Governor's Island omkring år 1800 en del af forsvaret af New York City. Da den nyligt dannede føderale stat skrev deres Declaration of Independence i 1776 var briterne nemlig ikke sådan vanvittigt enige i at det var en god ide. Faktisk blev the Declaration of Independence startskuddet til en otte år lang krig med epicenter i Manhattan og Brooklyn. Det var her General Washington, som senere skulle blive USAs første præsident, for alvor beviste sit værd ved at slå briterne ud af New York.
Da briterne endelig rømmede matriklen i 1784 var den spinkle unge nationalstat naturligvis hunderæd for at briterne egentlig bare var i gang med at omgruppere. Derfor byggede man rundt om hele Manhattan, både på fastland og øer, store kanonforter, der kunne pløkke briterne i småstumper hvis de skulle finde på prøve på noget.
De fandt de på, briterne, og de prøvede med djævlens vold og magt. Bare ikke i New York. Så vidt jeg har forstået prøvede briterne mere i Washington og omegn. Således blev der aldrig rigtig brug for forterne på Bedloe's, Ellis og Governers Islands. De står der endnu, og i lørdags var vi altså ude for at se det, der står på Governors.
Jeg skylder for øvrigt at sige, at ikke al min historiefortælling bare er mangelfulde oversættelser fra Wikipedia. Det meste er faktisk mangelfulde gengivelser af en podcast jeg hører om New Yorks historie. Jeg hører alt muligt om bygningerne, personerne og stederne vi besøger og jeg kan huske alle mulige små bidder, som jeg ivrigt gengiver, når Julie og jeg er på tur. Julie er ved at blive idiot over at høre seksten forskellige halve historier hver lørdag formiddag. Vi øver os med andre ord meget på at være gift. Det er meget herligt alt sammen.
Hvis der er noget andet, hun heller ikke kan stå for, så er det madmarkeder. Så i fredags spiste vi thaimad fra en madvogn omgivet af lastbiler, cykler, fodgængere, biler og columbianere. Det føltes meget New York'sk.
Her er Julie i et eftertænksomt øjeblik midt i kaosset.
Vi glæder os!
Siden turen til Washington er der gået to weekender, og vi har som sædvanligt drønet rundt.
Sidste fredag var det weekenden for den berømte #manhattanhenge. Et specielt fænomen, der opstår to gange om året med cirka 6 ugers mellemrum - omkring tre uger før og tre uger efter sommersolhverv.
Under Manhattanhenge (opkaldt efter et lignende fænomen i Storbrittannien ved en anden -henge) går solen ned på perfekt langs med de tværliggende gader på Manhattan, og man kan altså tage nogle ret fantastiske solnedsgangsbilleder.
Min tålmodige kæreste tog troligt med hendes amatørfotograf til krydset mellem 33. gade og Park Avenue både fredag og lørdag aften. Der stod vi, begge aftener, sammen med 1200 andre fladpander og gloede mod en masse skyer i østlig retning. Vejret var med andre ord IKKE med os under dette års Manhattanhenge.
Her er de bedste billeder, der kom ud af de to aftener.
Solnedgang og Empire State Building
Balloneri
At blive ført gennem livet. Og New York. Uden at blive kørt ned.
En masse andre mennesker, som også ville fotografere naturfænomener. Vi fotograferede mest hinanden, for de fleste kunne godt se det morsomme i situationen.
Heldigvis er solnedsgangsjagt ikke det eneste man kan foretage sig i New York. På den fredag, hvor vi første gang ventede på gunstige lysforhold var det mig forundt at arbejde hjemme. Desuden var det summer friday, så jeg havde tidligt fri. Det udnyttede vi til fulde.
Vi tog en tur på New Yorks Highline Park, som den trofaste læser vil huske fra tidligere afsnit. Der er nu blevet grønt og rigtig lækkert, og i øvrigt har de installeret et par spandfulde ny kunst.
Graffite bøjet i armeringsjern
Lækkerhed på Bænk
Americano i Baggård
Luskesnøfter
Linedanserinde
Storbysindianer
Dagen efter var vejret lige så forrygende. Det fejrede vi med en tur til en af de mange små øer, der ligger syd for Manhattan. Denne gang Governor's Island. For at komme derud tager man først toget ind til Manhattans sydspids og stiger derefter på en lille båd, der fragter en over vandet uden våde tæer.
Ligesom både Ellis Island og Bedloe's Island (senere Liberty Island på grund af statuen) var Governor's Island omkring år 1800 en del af forsvaret af New York City. Da den nyligt dannede føderale stat skrev deres Declaration of Independence i 1776 var briterne nemlig ikke sådan vanvittigt enige i at det var en god ide. Faktisk blev the Declaration of Independence startskuddet til en otte år lang krig med epicenter i Manhattan og Brooklyn. Det var her General Washington, som senere skulle blive USAs første præsident, for alvor beviste sit værd ved at slå briterne ud af New York.
Da briterne endelig rømmede matriklen i 1784 var den spinkle unge nationalstat naturligvis hunderæd for at briterne egentlig bare var i gang med at omgruppere. Derfor byggede man rundt om hele Manhattan, både på fastland og øer, store kanonforter, der kunne pløkke briterne i småstumper hvis de skulle finde på prøve på noget.
De fandt de på, briterne, og de prøvede med djævlens vold og magt. Bare ikke i New York. Så vidt jeg har forstået prøvede briterne mere i Washington og omegn. Således blev der aldrig rigtig brug for forterne på Bedloe's, Ellis og Governers Islands. De står der endnu, og i lørdags var vi altså ude for at se det, der står på Governors.
Jeg skylder for øvrigt at sige, at ikke al min historiefortælling bare er mangelfulde oversættelser fra Wikipedia. Det meste er faktisk mangelfulde gengivelser af en podcast jeg hører om New Yorks historie. Jeg hører alt muligt om bygningerne, personerne og stederne vi besøger og jeg kan huske alle mulige små bidder, som jeg ivrigt gengiver, når Julie og jeg er på tur. Julie er ved at blive idiot over at høre seksten forskellige halve historier hver lørdag formiddag. Vi øver os med andre ord meget på at være gift. Det er meget herligt alt sammen.
Ventetid inden færgetur blev fordrevet med molefotosession.
Frihedsdame set fra Guvernørens Island.
Julies fotofærdigheder med sædvanligt øje for detaljen.
Manden med hans by i baggrunden.
Til højre ses i øvrigt det eneste billede vi fik af det ovenfor meget omtalte fort.
Land i Sigte
Governors Island bliver nu brugt som tilflugtssted for bytrætte New Yorkere og huser ofte kunstudstillinger. Her en af de mere faste installationer.
Manden hører ikke til, han gik bare forbi da jeg tog billedet...
Efter fire timer på øen, hvor vi blandt andet spiste frokost i 30 minutter og sov til middag i solen i tre timer, var det på tide at begive sig tilbage mod fastlandet for at nå weekendens første overskyede solnedgang.
"If I can make it there..."
Farvel for denne gang til Guvernørens Ø.
Søndag d. 31. Maj 2015 var det to år siden vi mødtes på Den Blå Planet. Det fejrede vi med indtagelse af en lækker menu i Williamsburg på the Wythe Hotel.
Salig glæde over elsket Frue. Og stegt kylling. Mums.
Fisk i uvant selskab - planter fra landjorden.
Smuk dame på pæn restaurant.
I denne weekend var det for første gang min tur til at hente Julie fra arbejde. Hun var frivillig på et bibliotek i Harlem, så der tog jeg op og satte mig til at bladre, mens jeg ventede på at hun fik fri.
Efter en eftermiddagsgåtur i Central Park tog vi en bus ned til 33. gade. Der er en aldeles fremragende organisation, der har fået den ekstraordinært gode ide at holde madmarked midt i et af de travleste kryds på Manhattan hele juni måned. Hvis der er noget min kæreste ikke kan stå for, så er det mine hundeøjne. Hvis der er noget andet, hun heller ikke kan stå for, så er det madmarkeder. Så i fredags spiste vi thaimad fra en madvogn omgivet af lastbiler, cykler, fodgængere, biler og columbianere. Det føltes meget New York'sk.
Her er Julie i et eftertænksomt øjeblik midt i kaosset.
Efter en tur i biffen tog vi hjem og gik i seng, så vi kunne være veludhvilede til at slaske rundt hele dagen i går, lørdag. Det var SÅ skønt! De næste tre uger er programmet rimelig stramt, så det var herligt med en dag, hvor det aktivitetsmæssige højde punkt var en 30 minutters gåtur ned til verdens bedste doughnut forretning. Der købte jeg to svinsk store doughnuts som vi (jeg) indtog, mens sad på en kantsten midt i en gadefest.
I dag har det været søndag hele dagen. Vi har været på endnu en ø-tur. Denne gang på Coney Island. Der har vi faktisk været før, men i et andet ærinde: Det var der vores halvmaraton sluttede for et par uger siden. På Coney Island ligger den originale Luna Park. Det var den vi tog afsted for at besøge.
Inden vi overhovedet nåede ind i bussen skulle vi lige have klaret et af vores udflugtsritualer. Julies umættelige vandmelonsult skulle pacificeres. Til formålet har Brooklyns kommune opstillet en vandmelonbod lige ved vores sædvanlige busstoppested; Julie har et ret vidtrækkende vandmelonrygte.
Denne vandmelonsælger brødføder foruden sig selv også sin kone, deres tre børn og det ene barns kælerotte med indtægterne fra Julies vandmelonkøb. Om lørdagen.
Frk. Holm med nyindkøbt udskåret frugt.
Efter vandmelonindkøb tog vi en først en bus og så et tog og endte ved dagens destination: Luna Park. Da vi ankom blev dagens mål erklæret i en tone, der ikke gav den mindste antydning af en mulighed for diskussion: Der skulle vindes en bamse, det skulle foregå i et spil og det var ikke Julie, der skulle stå for den praktiske deltagelse i det spil. Det var altså med en hvis form for forventningspres på mine skuldre at vi hånd i hånd gik gennem indgangen.
Noget af det første vi fik øje på var et ganske vidunderligt hjul. Ja, det stod der på det at det var, så det må man jo tro på.
Og lidt tættere på.
Efter en tur rundt i resten af "parken", der faktisk var ret charmerende på sin eget retro-tacky måde, var det showtime.
Mulighederne ses an. Modstanden (tre otteåriger piger) vurderes nøje. Jeg vurderer at det her er en kamp, hvor jeg er foran på point.
Penge op ad lommen.
På trods af tallene øverst på min dåbsattest ligner jeg stadig fra tid til anden en konfirmand.
Dyb koncentration. Det er dagens andet og sidste forsøg ved vandpistolen. Mine evner ud i aquavit skarpskytteri giver ikke den otteårige til højre for mig en jordisk chance.
Og så... SUCCES! Æren er i behold, jeg har vundet prisen, anskaffet min udkårne det eftertragtede (og på billedet meget overraskede) krammedyr, og jeg behøver ikke sove i kattebakken i nat!
SIKKE EN FANTASTISK SØNDAG!
Sidste punkt på dagsordenen var fodring af den sultne mesterskytte. Det foregik med en af Nathans verdensberømte hotdogs. Jeg valgte selvfølgelig limousinemodellen med både chili og cheese. Jeg havde forestillet mig at chili ville være en chili sauce af den afsindigt stærke slags man kender fra metalskåle hos københavnske kebabpushere. Jeg havde forventet at cheese ville være et syrnet, smeltet komælksprodukt.
Chili viste sig at være chili con carne og ost viste sig at være en form for smagsløst, gult kemisk affald som blev distribueret via den type pumpesystem man kender fra McDonald's i Danmark i 90'erne inden de blev mega nærige.
Det er den mærkeligste hotdog jeg nogensinde har fået, men med et ordentligt skud af Heinz' relish og en lige så anseelig mængde ketchup fra samme varemærke gled den fint ned.
Sidst men ikke mindst: Vores nyeste husven. I flere dele efter en underholdende jagt.
Rotoina, vores søde vært, kom og forgiftede hele lejligheden, da vi havde vist hende de belastende beviser.
Indlægget her blev skrevet på søndagens sidste par timer, mens vi venter på at Henrik og Marianne kommer. De er lige på trapperne (sådan... i overført betydning. De er sandsynligvis, helt reelt, i taxaen i skrivende stund), og de næste ti dage skal gå med at vise dem rundt i New York.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar