Kapitel 10 - Modsætninger mødes

Så gik der endnu en uge. De går virkelig stærkt, når man fylder dem så meget op, som vi har for vane. Denne uge har budt på både høj- og lavkultur og absolut kitsch, og har for øvrigt været helt forrygende!

Vi tager det fra en ende af, med en masse billeder, for sådan nogle har vi også taget.

 Ugen startede usædvanligt nok i lørdags. Det var inden jeg skrev mit nyligste indlæg, at vi rent faktisk tog hul på den uge, som jeg nu skriver historier om.

I lørdags besøgte vi the Metropolitan Museum of Art eller the MET i kortere, mere hverdagsagtige vendinger. Vi startede i den ægyptiske afdeling og besøgte også den asiatiske, inden vi vendte næsen mod moderne kunst. Grunden til at vi forsøgte at begrænse os var ikke manglende interesse, men nærmere manglende skosåler. Da vi var færdige med de øverste tre afdelinger på vores prioriterede liste havde vi simpelthen gået så langt, at vores skosåler var slidt helt igennem. Det er med andre ord et helt uacceptabelt koloenormt museum, så for ikke at få beskidte sokker på vejen ned til nærmeste skoforretning valgte vi at indstille lørdagens musemsbesøg efter kun tre afdelinger.

Jeg tog nogle billeder derinde, både med æble- og japanerkamera.

Første tegn på at vi var landet i den asiatiske afdeling var denne her flotte fyr, som desværre havde en hvid kasse i stedet for en krop. 

I den asiatiske afdeling havde de også en hjortespåkone. Den var i fald lavet af noget, der ligner den slags krystalkugler, så jeg tror, at hvis man kigger længe nok ind i den kan man se fremtiden. Det var der også en masse andre, der troede, og vi tog alle sammen billeder af den, for at kunne studere vores fremtid derhjemme, i ro og mag med en god kop the. 

En skeletdragt og en hjortemaske. I store dele af Sydøstasien har de et noget mere afslappet forhold til døden end vi har. På skiltet, der akkompagnerede nedenværende stilleben, stod der for eksempel, at man i mange kulturer har for vane at holde en årlig fest for at være sikker på at døden holder sig væk. Det synes jeg sgu er en sund tilgang til tingene. Dragten og masken blev brugt af præster ved den slags fester, inden de blev pensionerede og udstillede. Dragterne, ikke præsterne. Vi så ikke nogle udstillede præster denne lørdag. 

Det var som sagt et meget stort sted, vi havde valgt at besøge sidste lørdag. Her er et billede af Julie, der står og betragter deres næst-mindste kosteskab. 

Stedet er så stort, at der slet ikke var nogen af de ansatte der opdagede, at der gik en pingvin rundt og gav folk falske vejledninger, når de spurgte om vej til et bestemt kunstværk. Pingvinen brugte en smartphone til at vise vej, for at virke mere overbevisende. De kan være så skide udspekulerede, de pingviner. 

Ham her var ikke udspekuleret overhovedet. Han var bare virkelig sur over, at han han skulle have så mange piercinger. Sådan går det, når man falder i gryden med piercinger som barn.

Han holdt vagt ved udgangen fra den asiatiske afdeling, for at være sikker på at kozakkerne fra den russiske afdeling lige ved siden af ikke sneg sig ind om natten. 

Jeg føler mig meget som en kunstner selv, når jeg ved et uheld får taget sådan nogle billeder som det her, hvor Julie har et træ i maven. 

Betragt Betragteren.

Julies Sans for Symmetri.

Professortype på Fersk Gerning

Inden vi forlog etablissementet nåede vi også at hilse på nedenværende franskmand. 

Det går som regel rigtig fint for vejrguderne i løbet af ugen, men det er som om det lykkes for dem at sove over sig hver evig eneste fucking weekend. I hvert fald begynder et mønster at tegne sig. Det sneede både i lørdags og i dag, da vi valgte at tage på udflugt. 

Gotham in the Afternoon

For at komme hjem fra the MET tog vi et af de mange tog, der hele tiden kører frem og tilbage på Manhattan. På den ene af togstationerne var der en spansk fyr, der solgte spanske snacks (snask). Jeg er ved en undfangelsesrelateret uheldighed kommet i besiddelse af både de Fog'ske og Nielsen'ske gener, der gør, at jeg ikke kan stå for fristelse fra nogen fødevare i verden, der først er stegt i olie og derefter rullet i sukker. Jeg brugte naturligvis mine sidste kontanter på tre churros. Det var heldigt at han ikke tog visakort. Så var jeg nok kommet til at købe hele hans vogn. 

Kalorier i stangform gør mig meget glad. 

Anomaly bød i denne uge på fire dages lærerig afbrydelse af vores fritidsaktiviter inden vi genoptog vores hidsige kulturelle ræs. 

Fra en mere sofistikeret lørdag eftermiddag tog jeg nu et 11-etagers kvantespring* til en noget mere fladpandet men ikke mindre underholdende kulturel begivenhed: Torsdag eftermiddag var der, vanen tro, Thirsty Thursdays.

Det er altså et afsindigt fornøjeligt arrangement, denne gang med temaet "Foreigner's America". Alle dem på kontoret, som ikke er født og opvasket i USA**, fik en email, som bad om at komme med gode eksempler på hvad de mente USA var. Både sådan mere generelt, men især i forbindelse med fest. 

Der bliver disket op med en masse Budweiserøl, cocktailpølser i barbecuesovs, chicken wings, crackers og ost på spraydåse. Jeg spiste lystig af det hele, og det var først ved nærmere eftertanke at det gik op for mig HVOR meget den der ost egentlig lignede plastic. Døm selv i videoen nedenfor. 

Jeg inviterede Julie på et visit på kontoret for at deltage i fejringen af at det var torsdag, men i tiden mellem jeg skrev invitationen og Julie dukkede på 536 Broadway udviklede festen sig fra at være kulinarisk frastødende men socialt afdæmpet til at være kulinarisk frastående og socialt afskrækkende. Alle larmede virkelig meget og havde det virkelig sjovt, men hvis man dumper ind på et kontor, man slet ikke kender, til en fest, hvor alle råber og skriger, kan det godt virke en smule overvældende. Det var i hvert fald sådan Julie havde det. Det kan jeg egentlig godt forstå.

Julie nøjedes altså med at hilse på Adam og Trae fra innovations, inden vi smuttede videre. Jeg nåede heldigvis også at blære mig med min udsigt til Empire State Building. Julie var passende bjergtaget.

Fra Anomaly gik turen cirka 39 meter rundt om hjørnet til den lokale udgave af franchisenkæden "Chipotle". De serverer skøn, betalelig og vitaminholdig mexicansk mad. Der blev vi uforvarende bordpersoner*** med Minna og Ulla. De var rejst til New York fra Danmark for at promovere tøjmærket Poppy Rose på en messe. Således fik vi også lige taget pulsen på det internationale børnetøjsmarked. Det skal man ikke kimse af. Bare man husker at aflevere pulsen tilbage igen. Tøhø. 

Vi var egentlig på vej hjem, da højden på den kulturelle panden igen skiftede i retning af den modsatte pol: Vi væltede lige ind i en litterær oplæsning i en non-for-profit bogforretning. 

Forretningen hedder Housing Works Bookstore and Cafe. Da vi kom derinde, var en kvinde på scenen i fuld gang med en malende beskrivelse af en orgasme. Vi ville sådan set gerne have haft en kop kaffe. Men baren var i den anden ende af butikken, og hun var så godt i gang at vi syntes, at det var synd at afbryde hende. Vi tog et par stole og satte os til at høre oplæsninger. Det gik der en god time med, og så lukkede forretningen. Vi fik aldrig vores kaffe, men til gengæld fik vi hørt en masse kvindelige forfattere læse op af deres bøger, og det var faktisk nærmest endnu bedre. 

Det er næsten provokerende at have sådan et stort skilt til en bar, som er så svær at komme hen til.

Kvinde på scenen. Hende her havde skrevet/tegnet en tegneserie om, hvordan det er at date, når man er i 40'erne. Hun var så god at jeg næsten endte med at købe tegneserien. Så kom jeg i tanke om at jeg hverken var i 40'erne eller havde nogen udsigt til at have brug for indsigt i det kødmarked.

Efter endnu en dag på arbejde vendte den kulturelle kompasnål atter imod den allersydligste pandepol: Vi tog til Wrestling i Madison Square Garden. "Hulk Hogan Attribution Night", for det ikke skal være løgn. 

Konceptet er ret simpelt: En masse mænd (og et par kvinder) tager en masse steroider, får åndssvagt store muskler som resultat deraf, stiller sig ind i en boksering (som er firkantet) og lader som om de slår på hinanden. Deres skuespilmæssige færdighedsniveau er omtrent det, som stuntmændende, der klarede Roger Moore's James Bond ærter i 70'erne, kunne præstere. Men det var VIRKELIG underholdende! Julie og jeg var afsted med Adam fra kontoret, som har haft en drøm om at se Hulk Hogan siden han var helt lille. 

Aftenen sluttede med at en masse gamle brød, som var wrestlere for 10 år siden, stod i rundkreds og fortalte mr. Hogan hvor dygtig han havde været. Det var amerikansk på det allerbedste måde, og vi lappede det allesammen i os. 

Lørdag tog vi igen på museumstur. Denne gang Museum of Modern Art - MoMA. 

Her er et billede jeg tog på vejen. Det er Rockefeller center, som er meget højere i virkeligheden, end det ser ud på billeder. Og det ser temmelig fucking højt ud på billeder. 

Jeg legede kunster igen. 

Her er:

Sko opdager Sig Selv med Lastbil. 

MoMAs skulpturhave i sne. (Det er ikke en titel, bare en beskrivelse...) 

Frokost hos "The Meatball Shop".

Her hr. Nielsens Hero Sandwich med spicy pork. Very nice balls indeed!

Lampe. Hurra. (<- Titel)

^ "(<-Titel)" er en del af titlen. 

^ Det er det der også. What up. 

På vores MoMA lørdag havde førnævnte vejrguder fået et lidt mærkeligt ben ud af sengen. Det var virkelig klart, så glimrende fotovejr, men også skide koldt, så ikke så glimrende fotovejr. Her står der New Yorker. 

BOOM!

Lille Fyr med Store Hue Forgabt i Glad Fyr med Gode Trommer. Alt er godt og rigtigt, når sådan noget her sker. 

På vej hjem fra metroen i Bed-Stuy. Lækre farver og pæn sol.

I dag har det været søndag hele dagen, og det har vi været glade for. Vi fejrede søndagen ved at starte med at løbe 14 kilometer i høj solskin og med velryddede fortove i Bedford-Stuyvesant og omegn. Vi er nemlig sådan nogle irriterende mennesker, der bruger vores søndag morgen på at løbe rundt, der hvor vi bor. Vi er dog ikke mere irriterende end at vi bliver tæske trætte at alt det løberi. Vi opdagede desværre først hvor trætte vi var, da vi var halvvejs på Manhattan i et tog. Da følte vi begge to, at det var for sent at vende om. Så vi fik klaret dagens indkøb (et par nye hovedtelefoner til den mandlige del af KUP****). Vi fik ikke klaret en skid andet end det, og tog toget direkte tilbage til Greene Avenue for at se House of Cards og søndagsslaske. På vejen købte jeg en uforsvarlig mængde donuts. Jeg var meget glad for dem.

Jeg har spist fire nu. Det er jeg ikke så glad for. Jeg skulle have været stoppet ved tre. 

*

Kvantespringet på elleve etager var i denne sammenhæng springet mellem stuen og 11. etage, hvor Anomaly kontoret ligger. Nogle kalder også den slags kvantespring for "elevatorture". 

**

Og det er immervæk, forsigtet anslået, 80%. 

***

(borddamer/herrer, men hvad hedder det, når man er tre rundt om et bord på barstole, og kun én mand?)

****

Kønt, Ungt Par