Kapitel 7 - Hvor dum kan man være?

Kender du også godt det der med, at man ind imellem får sagt noget, og så ved man bare intuitivt, at det er det HELT forkerte, man har sagt? Tro det eller lad være, men det oplever jeg ind imellem. Det her er en fortælling om sådan en situation.

For nu at gøre en kort historie lang: i forgårs havde jeg et ubesvaret opkald på min telefon fra et amerikansk nummer. I sig selv ret mærkeligt, for jeg mindes ikke at have delt mit nummer ud til noget udover dem på kontoret, og de kunne ligesom bare sige tingene til mig, hvis de ville noget.
Jeg prøvede at ringe tilbage til det mystiske ukendte nummer. Ingen svar. Spændingen stiger!

Nå. De ringer nok tilbage, hvis de vil noget.

Morgenen efter, igår, efter workshop med kunderne, hvor min telefonen naturligvis var på lydløs: nyt ubesvaret opkald fra mystiske amerikanske nummer.

Pause i workshop. Jeg ringer tilbage. Telefonen bliver taget (oversat fra Engelsk): HELLOOOOOOOO!!! DET ER JOHN FRA THE LETTERMAN SHOW!

Efter overraskelsen over at støde ind i en af de amerikanere, som kun taler i versaler i telefonen, har lagt sig, begynder røgsløret over hele den spegede situation at løfte sig: det dæmrer for mig, at jeg måske nok alligevel, telefonitisk promiskuøs som jeg er, har delt mit nummer ud til en enkelt eller to andre amerikanere end dem på kontoret. For eksempel har jeg nok i virkeligheden helt frivilligt meldt mig til en slags lodtrækning, hvor præmien er billetter til Davids Brevmands Fremvisning (David Letterman Show).

Jeg svarer altså John: oh! Hej John. Tak for at du ringede tilbage.

JA! DET MÅ DU NOK SIGE!!! DET VILLE JO HA' VÆRET SMART HVIS DU TOG TELEFONEN FØRSTE GANG!

Ja. Det er jeg også ked af. Betyder det, at der ikke er flere billetter tilbage?

John (som nu har lagt en mærkbar dæmper på sig selv): Nejnej... Men alligevel... Nå. Jeg ringer for at høre, om I kan være her i studiet klokken tre.

(Det skal her bemærkes, at klokken på dette tidspunkt er omkring 1230, og at både Julie og undertegnede til alles umådelige overraskelse har dagen temmelig meget fyldt ud med aktiviter)

M: ej John, det kan vi sgu ikke.

J: nå... Nej, okay. Hvad så med på torsdag, fra 4-7 pm?

M: det kunne der været en chance for at vi kan nå. Må jeg ringe tilbage til dig?

J: ja, det kan du godt. Jeg skal lige høre: vil du have dit trivia-David-Letterman-spørgsmål nu, eller når du ringer tilbage?

M: (Alle alarmklokker bimler og bamler. SPØRGSMÅL!? HVAD FANDEN!? JEG ANER INGENTING OM DAVID BREVMAND! - så det er med påtaget ro at jeg svarer:)
Jeg tror bare jeg tager det, når jeg ringer tilbage, hvis det er fint med dig?

J: alt i orden, vi snakkes.

*klik*

Herefter iværksattes et kvarters hektisk søgning på tilfældig paratviden om David Letterman, et telefonopkald til frk. Holm angående hendes planer, og en ansøgning hos chefen om tidlig afgang torsdag eftermiddag.

Da alt er i orden ringer jeg til John

J: THIS IS JOHN FROM THE LETTERMAN SHOW!!!

M: hi John. Det er Mikkel

J: HVEM ER DET!?

M: Det er Mikkel, vi talte om nogle billetter for en times tid siden?

J: nå ja, hej Mikkel. Fik du styr på det hele?

M: jaja, alt i orden.

J: Godt! Så skal I bare stille Jer i køen med skiltet for Billetvinderen og sige at, I er på John's Gyldne Liste.

M (i håbet om at John har glemt alt om det der spørgsmål): okay! Så ses vi bare på torsdag.

J: ja, vi ses på torsdag.

M (YES! Den er hjemme): ...

J: Nårh nej! Vent lige! Du skal jo lige have dit spørgsmål.

M: Nårh ja. Godt du kom i tanke om det...

J: okay. David Lettermans orkesterchef hedder Paul Shaeffer

M (okay, det her ved jeg godt: han er skaldet!!): ...

J: han synger, og spiller på et instrument.
Hvad er det for et instrument?

M (Pis. Panikker lidt): TROMPET!

- det var første gang, jeg intuitivt vidste, at jeg var helt galt afmarcheret.

J: aaarh... Altså... Jeg sagde han *SYNGER*.

M: nåja. (Tænker mig overhovedet ikke om for anden gang) - GUITAR SÅ!

- for mit indre blik ser jeg den lille skaldede orkesterchef i jakkesæt og med solbriller, som står og jerner elspade. For anden gang ved jeg, at jeg er på herrens mark og tænker, at så kan jeg nok godt skide den proverbiale hvide pind efter de billetter.

J: hmm... Hvad kunne det eller være?

M (forbløffelsen over endnu en chance er total, og jeg sætter de små grå i gang for alvor. Med mental reference til vores egen James Price svarer jeg uden den mindste antydning af selvsikkerhed i stemmen): piano?

J (tilbage i Americamode): JAAAAAA! TILLYKKE! DU HAR VUNDET BILLETTERNE! MEN NU FIK DU OGSÅ ET PAR CHANCER, SÅ I SKAL LOVE AT VÆRE ET VIRKELIG GODT PUBLIKUM!

M: ja, det lover jeg.

J: godt. Vi ses på torsdag.

*klik*

Såeh... På trods af mine elendige svar og mit ivrige taleapparat kan vi nu se frem til at opleve optagelsen af et David Letterman show i morgen.