Begge de kønne unge forfattere beklager naturligvis på det alvorligste, at indlægsfrekvensen på denne blog er gået helt i hundene.
Julie de to sidste uger har været i Danmark for at være med til at fejre Henriks 50 års fødselsdag. Tillykke til Henrik!
Desværre betyder det, at vores tålmodige læsere må denne gang nøjes med det mandlige perspektiv på tingenes tilstand.
Fordi det er den kommende Hr. og ikke Fru Nielsen, der har skrevet dagens ord, er indlægget endnu engang blevet ulideligt langt. Faktisk så langt, at du lige så godt kan sætte en kande kaffe mere over, når du har hældt den første på termoen.
Til gengæld prøver jeg at lære lidt af Julie: Jeg har klasket et par billeder ind hist og her. Som hun så rigtigt sagde, sidst jeg havde skrevet 9.000 ord uden et eneste billede: "Mikkel der er jo ikke nogen, der gider læse alt det vrøvl. Du kan da i det mindste sætte et par billeder ind". Som sagt, så gjort.
Og nu til sagen: Indlæggets emne er denne gang ikke vores hektiske program, hvis formål det er at lade os indtage al den institutionaliserede kultur, New York har at byde på. Denne gang er emnet mere hjemligt, mere jordnært. Det er en anden slags kulturel ekspedition end de, vi er vant til: Det handler om vores lejlighed og nabolag*.
Vi bor i Bedford-Stuyvesant, som er en del af Brooklyn. Brooklyn er et af New Yorks fem "Boroughs" - bydele. Sammen med Manhattan, Queens, Bronx og Staten Island udgør Brooklyn "New York City". NYC er, ifølge Wikipedia, med sine otte millioner indbyggere, den største by i både staten New York og i landet Amerikas Forenede Stater.
Her er et billedet af et højt hus jeg gik forbi igår:
Hvis man skal tro Manhanitterne er Bed-Stuy et virkelig lumsk sted. Sådan et sted hvor der bliver skudt en mand eller dame eller due hver tredje time, og hvor taxaerne nægter at køre hen efter mørkets frembrud.
Den slags ubehageligheder har hverken Julie eller jeg mærket noget til. Vi er begge godt tilfredse med at bo her. Vi føler os trygge. Efter træerne er sprunget ud er det endda holdt op med at ligne et socialt boligprojekt. Se selv:
I vores område sker der en masse spændende ting. For eksempel har vi surround sound i lejligheden. Det er den gammeldags slags surround sound: I stedet for seks højtalere har vi over- og underboer, der støjer helt unødvendigt meget. Man kunne måske sige, at det er sådan en slags ufrivillig surround sound. Tilmed er det om natten at vores altsomsluttende lydbillede er mest aktivt.
Lad os starte ovenfra og arbejde os ned.
Det skete for nogle uger siden at vi vågnede ved at nogen spillede musik i en anden lejlighed. Ikke bare sådan "man kan lige akkurat høre en gammel FM radio, der skratter". Sådan... "Det lyder som om Roskildefestival er ved at lukke ovenpå". Det var desværre hverken Springsteen eller Stones, der denne gang var ved at lukke Bed-Stuy's lokale Roskildefestival.
Det var DJ Alligator. Eller Dr. Bombay. Eller Miley Cyrus. Den slags musik, der har så tunge beats, at det er et under at taget ikke faldt ned. Retfærdigvis må man give vores overbo en form for kadeau for at have købt SÅ dyre højtalere. Der skal alligevel noget til for at få en treetagers brownstone bygning i Brooklyn til at ryste.
Når man sådan bliver vækket midt om natten klokken 2230 af tung technomusik ledes tankerne helt automatisk hen på en helt speciel demografi. Den demografi, der altid er iklædt bukser med hængerøv. Hvide snavsede, undertrøjer. En kasket med skyggen i en nakke, der er klippet i en klassisk tre millimeterfrisure for at minimere risikoen for lus. Den demografi, der har alt for tynde arme og udhulede kinder, fordi deres eneste faste føde er MDMA tabletter.
Med andre ord: Ikke nogen man ligefrem er ellevild for at tale med om lydstyrken på deres anlæg klokken 2230 om natten.
Efter 6 timer med vibratorseng (og gulve og vægge og komfur) forårsaget af technomusik på et imponerende anlæg blev det alligevel for meget. Jeg tog tøj og sko på, sagde farvel til Julie og gik ovenpå, forberedt på at møde mit endeligt. Jeg forventede fuldt ud af blive mødt af et baseballbat med en tynd narkoman for enden.
Virkeligheden kunne ikke på nogen måde have været længere fra mine forventninger. Døren blev åbnet, og i stedet for et baseballbat blev jeg mødt af en hvid fox terrier, der ihærdigt forsøgte at parre sig med begge mine ben på en gang. Bag ved den var hverken narkoman eller baseballbat at finde. I døråbningen stod den største asiat, jeg nogensinde har set i levende live. Han smilede til mig og råbte, at han lige ville skrue ned for musikken, så han kunne høre hvad jeg ville sige. Det opfyldte ligesom formålet med min natlige ekspedition, så jeg sagde tak til John og gik nedenunder og i seng. Han hedder med garanti ikke John, men det står på døren og jeg aner ikke, hvad han ellers hedder.
Vi har hørt technomusik et par andre gange. Når det sker går jeg op og tager en snak med John. Han skruer ned og så er den skid slået.
Her er et billede af noget vand.
Den anden del af vores surround sound kommer nedefra. Der bor en dame, som altid skælder ud. Vores vært Rotoina siger, at hun selv bor i lejligheden under vores. Men det lyder OVERHOVEDET ikke som Rotoina. Rotoina er nemlig en kort mørklødet dame, som er overordentlig rund om hofterne. Når damen nedenunder råbetaler lyder det ikke som en lille, fyldig, mørklødet dame. Det lyder som en kæmpe, tyk negerdame. Man kunne retfærdigvis spørge, hvad en kæmpe tyk negerdame dog skulle foretage sig i Rotoinas lejlighed. Ærlig talt aner jeg det ikke. Måske bor Rotoinas mor sammen med hende. Måske bor både Rotoinas mor OG far sammen med Rotoina, hendes mand og deres søn. Vi ved det ikke.
Imellem vores lejlighed og råberiet er der nemlig et gulv. Det er både heldigt og uheldigt. Heldigt fordi støjen uden gulvdæmpning med garanti havde været fuldkommen ulidelig. Uheldigt fordi det bliver umuligt at høre, hvad der rent faktisk bliver råbt om.
Man skal glæde sig over det man har. Det vi har her i lejligheden er seks timers daglig utydeligt råberi. Det er den perfekte føde til enhver sund fantasi. Her følger tre bud på hvad årsagen til råberiet kunne være.
Mulig forklaring på råberi nummer 1: Rotoina HAR rent faktisk sine forældre boende. Vi har ikke set noget fysisk bevis på andre en førnævnte søn og mand, men det kunne tænkes. Vi ved med sikkerhed at Rotoinas mand er taxachauffør. Vi ved også, at han har den underligste kropsbygning, vi nogensinde har set. Det ved vi, fordi han engang var oppe i vores lejlighed for at udpumpe vores vask. Det var en søndag, så han havde sit søndagstøj på. Ikke søndagstøj som i "Jeg skal i kirke. Derfor klæder jeg mig pænt på". Mere søndagstøj som i "jeg skal sidde på sofaen hele dagen og spilde ulækker fastfood på mig selv. Derfor klæder jeg mig grimt på"*. Det grimme tøj var i den søndags anledning klipklapper, et par stribede shorts og en hvid t-shirt - endnu ikke spildt på. Den mundering afslørede Rotoinas mands mærkværdige kropsbygning: En mægtig dunk båret af det tyndeste par ben, jeg nogensinde har set. Den kropsbygning indikerede med andre ord, at han ikke ligefrem var nogen sportsmand. Eftersom jeg allerede er så godt i gang med ikke at være forudindtaget vil jeg endvidere antage, at hans primære aktivitet netop ER at sidde på sofaen hele dagen, spilde ulækker fastfood på sig selv og se sport i fjernsynet.
Den slags adfærd kan naturligvis ikke toleres af nogen svigermor på kloden. Det er ganske vist en overordentlig energisk svigermor, der gider råbe i seks timer hver dag, fordi hendes svigersøn bare sidder i sofaen hver dag. Men... Det kunne tænkes.
Her er endnu et billede, der beviser, hvor forår det er i New York. Det kan man sagtens sige, for forår er helt klart en skala. Skalaen går fra forår til forår. På den måde er det ikke en særlig brugbar skala. Men det er bare SÅ forår i New York lige nu!
Mulig forklaring på råberi nummer 2: Tom og Jerry bor neden under. Ikke en mand og en anden mand. Musen og katten. Dem fra tegnefilmen OG virkeligheden. Det, der gør denne forklaring så sandsynlig er, at vi allerede har hørt bevis på at der er mus i denne her bygning. Og set det. Det skræmte nær livet af os, da vi hørte det første gang. Vi vågnede en nat klokken to ved at det puslede i vores skraldespand (en pose, der hænger på radiatoren, red.). Vi prøvede begge to at slå det hen. "Det var nok bare vinden". "Der kom ind af et lukket vindue". "Og blæste lodret nedad".
Da vi natten efter vågnede ved præcis samme lyd reagerede Julie på den eneste fornuftige facon: Hun gemte sig under dynen. Som manden i huset måtte jeg ud af sengen. Jeg fattede det nærmeste og bedste våben mod mus: Min iPhone. Med lommelygten tændt ledte jeg i hele lejligheden. Det er en meget lille lejlighed, så det tog ikke ret længe. Trods den korte tid fik jeg øje på noget, der pilede ind under komfuret. PIS! Tænkte jeg. Altså... Det var ikke pis, der pilede ind under komfuret. Det var bare en virkelig træls situation. Dagen efter fik vi fat i Rotoina og hendes mand. De løste meget elegant museproblemet ved at overfylde alle huller i lejligheden med isoleringsskum.
'
Mus, technoasiater, højtråbende damer og mænd med stikkelsbærben. Det er noget af det krydderi, der giver lidt kulør til livet i Bed-Stuy (udtales i øvrigt Bæt (som sæt, ikke æt) Steg). Morsomhederne stopper ikke i vores egen opgang. ALLE gadehjørner i Bed-Stuy har deres egen købmandsforretning nede på hjørnet. Vores købmandsforretning bliver drevet af en spansktalende familie.
Jeg er sikker på de giver en masse tilbud, som modtagerne ikke kan afslå. Hvis tilbuddene bliver slået af, er jeg mindst lige så sikker på, at det går ud over en hest hver eneste gang. Der er nok derfor, der er så få heste i Brooklyn. Og ja, det her var et forsøg på en elendig Godfather reference.
Alt tyder på at størstedelens af deres forretninger er lyssky. Eksempelvis har de en luge i fortovet ude foran deres forretning. Den leder ned til deres KÆLDER! Som om det i sig selv ikke var gangsterindikation nok er lugen kun åben om aftenen. Jeg mener... Hvem får varer hjem så sent!?
Inde i selve forretningen er tegnene lige så tydelige. Det er altid de to samme mænd, der er på arbejde. En ældre herre med gråt hår, briller og topmave og hans søn uden gråt hår og briller, men med topmave. Men de er ikke de eneste to i forretningen. Meget ofte sidder der endnu en spansktalende, fedladen ubarberet mand på en grøn mælkekasse lige foran døren. Udover at det er upraktisk, larmer det også helt vildt. Ikke fordi han skramler med kassen eller noget. Mere fordi han insisterer på at føre en højlydt samtale med den unge af de to ekspedienter. Mine besøg i forretningen følger altid en bestemt rytme. Når jeg kommer ind har mælkekassen en samtale med den unge af ekspedienterne. Jeg bestiller noget fra den grillbar, de har installeret lige under hovedpinepillerne. Det er selvfølgelig en afbrydelse af deres samtale. De irriterer mælkekassen, at jeg sådan bilder mig ind, at jeg kan købe noget. Han hæver stemmen. Hver gang jeg siger noget til ekspedienten, tager mælkekassen det som endnu en personlig fornærmelse og hæver stemmen. Ekspedienten taler ikke sådan super godt engelsk, og jeg er ikke så god til forstå gebrokkent engelsk, så jeg er altid nødt til at spørge om prisen 3-4, før jeg fatter det. Det gør mælkekassen så gal i skralden at han til sidst fører samtalen helt gasblå i ansigtet, råbende henover sin avis. Af ren høflighed, og for at holde fast i dynamikken i samtalen, ender hans ven bag kassen altid med at råbe lige så højt. Desværre sænker de ikke lydniveauet igen, når jeg har betalt. Så når jeg venter på min mad grillbaren/købmandsforretningen nede på hjørnet er det altid som ufrivilligt midtpunkt i en afsindigt højlydt samtalen mellem to spaniere. Jeg mener... Hvis det ikke er tegn på at de er gangstere, hvad er så!?
Det var lige det jeg havde om livet i Brooklyn i denne omgang. Her er faktisk ret rart at være. Støjen er bare en del af charmen.
*Jeg var lige ved at skrive "hood". Det var inden jeg kom i tanke om at jeg er den hvideste person man med rette kan forestille sig. Som sådan har jeg ingen merit, der tillader mig at skrive den slags. Nabolag it is. Selvom Bedford-Stuyvesant mere er et hood.
*Bemærk venligst hvorledes jeg storsindet undlader at lade mine forudindtagelser påvirker historien.
Julie de to sidste uger har været i Danmark for at være med til at fejre Henriks 50 års fødselsdag. Tillykke til Henrik!
Desværre betyder det, at vores tålmodige læsere må denne gang nøjes med det mandlige perspektiv på tingenes tilstand.
Fordi det er den kommende Hr. og ikke Fru Nielsen, der har skrevet dagens ord, er indlægget endnu engang blevet ulideligt langt. Faktisk så langt, at du lige så godt kan sætte en kande kaffe mere over, når du har hældt den første på termoen.
Til gengæld prøver jeg at lære lidt af Julie: Jeg har klasket et par billeder ind hist og her. Som hun så rigtigt sagde, sidst jeg havde skrevet 9.000 ord uden et eneste billede: "Mikkel der er jo ikke nogen, der gider læse alt det vrøvl. Du kan da i det mindste sætte et par billeder ind". Som sagt, så gjort.
Og nu til sagen: Indlæggets emne er denne gang ikke vores hektiske program, hvis formål det er at lade os indtage al den institutionaliserede kultur, New York har at byde på. Denne gang er emnet mere hjemligt, mere jordnært. Det er en anden slags kulturel ekspedition end de, vi er vant til: Det handler om vores lejlighed og nabolag*.
Vi bor i Bedford-Stuyvesant, som er en del af Brooklyn. Brooklyn er et af New Yorks fem "Boroughs" - bydele. Sammen med Manhattan, Queens, Bronx og Staten Island udgør Brooklyn "New York City". NYC er, ifølge Wikipedia, med sine otte millioner indbyggere, den største by i både staten New York og i landet Amerikas Forenede Stater.
Her er et billedet af et højt hus jeg gik forbi igår:
Hvis man skal tro Manhanitterne er Bed-Stuy et virkelig lumsk sted. Sådan et sted hvor der bliver skudt en mand eller dame eller due hver tredje time, og hvor taxaerne nægter at køre hen efter mørkets frembrud.
Den slags ubehageligheder har hverken Julie eller jeg mærket noget til. Vi er begge godt tilfredse med at bo her. Vi føler os trygge. Efter træerne er sprunget ud er det endda holdt op med at ligne et socialt boligprojekt. Se selv:
I vores område sker der en masse spændende ting. For eksempel har vi surround sound i lejligheden. Det er den gammeldags slags surround sound: I stedet for seks højtalere har vi over- og underboer, der støjer helt unødvendigt meget. Man kunne måske sige, at det er sådan en slags ufrivillig surround sound. Tilmed er det om natten at vores altsomsluttende lydbillede er mest aktivt.
Lad os starte ovenfra og arbejde os ned.
Det skete for nogle uger siden at vi vågnede ved at nogen spillede musik i en anden lejlighed. Ikke bare sådan "man kan lige akkurat høre en gammel FM radio, der skratter". Sådan... "Det lyder som om Roskildefestival er ved at lukke ovenpå". Det var desværre hverken Springsteen eller Stones, der denne gang var ved at lukke Bed-Stuy's lokale Roskildefestival.
Det var DJ Alligator. Eller Dr. Bombay. Eller Miley Cyrus. Den slags musik, der har så tunge beats, at det er et under at taget ikke faldt ned. Retfærdigvis må man give vores overbo en form for kadeau for at have købt SÅ dyre højtalere. Der skal alligevel noget til for at få en treetagers brownstone bygning i Brooklyn til at ryste.
Når man sådan bliver vækket midt om natten klokken 2230 af tung technomusik ledes tankerne helt automatisk hen på en helt speciel demografi. Den demografi, der altid er iklædt bukser med hængerøv. Hvide snavsede, undertrøjer. En kasket med skyggen i en nakke, der er klippet i en klassisk tre millimeterfrisure for at minimere risikoen for lus. Den demografi, der har alt for tynde arme og udhulede kinder, fordi deres eneste faste føde er MDMA tabletter.
Med andre ord: Ikke nogen man ligefrem er ellevild for at tale med om lydstyrken på deres anlæg klokken 2230 om natten.
Efter 6 timer med vibratorseng (og gulve og vægge og komfur) forårsaget af technomusik på et imponerende anlæg blev det alligevel for meget. Jeg tog tøj og sko på, sagde farvel til Julie og gik ovenpå, forberedt på at møde mit endeligt. Jeg forventede fuldt ud af blive mødt af et baseballbat med en tynd narkoman for enden.
Virkeligheden kunne ikke på nogen måde have været længere fra mine forventninger. Døren blev åbnet, og i stedet for et baseballbat blev jeg mødt af en hvid fox terrier, der ihærdigt forsøgte at parre sig med begge mine ben på en gang. Bag ved den var hverken narkoman eller baseballbat at finde. I døråbningen stod den største asiat, jeg nogensinde har set i levende live. Han smilede til mig og råbte, at han lige ville skrue ned for musikken, så han kunne høre hvad jeg ville sige. Det opfyldte ligesom formålet med min natlige ekspedition, så jeg sagde tak til John og gik nedenunder og i seng. Han hedder med garanti ikke John, men det står på døren og jeg aner ikke, hvad han ellers hedder.
Vi har hørt technomusik et par andre gange. Når det sker går jeg op og tager en snak med John. Han skruer ned og så er den skid slået.
Her er et billede af noget vand.
Den anden del af vores surround sound kommer nedefra. Der bor en dame, som altid skælder ud. Vores vært Rotoina siger, at hun selv bor i lejligheden under vores. Men det lyder OVERHOVEDET ikke som Rotoina. Rotoina er nemlig en kort mørklødet dame, som er overordentlig rund om hofterne. Når damen nedenunder råbetaler lyder det ikke som en lille, fyldig, mørklødet dame. Det lyder som en kæmpe, tyk negerdame. Man kunne retfærdigvis spørge, hvad en kæmpe tyk negerdame dog skulle foretage sig i Rotoinas lejlighed. Ærlig talt aner jeg det ikke. Måske bor Rotoinas mor sammen med hende. Måske bor både Rotoinas mor OG far sammen med Rotoina, hendes mand og deres søn. Vi ved det ikke.
Imellem vores lejlighed og råberiet er der nemlig et gulv. Det er både heldigt og uheldigt. Heldigt fordi støjen uden gulvdæmpning med garanti havde været fuldkommen ulidelig. Uheldigt fordi det bliver umuligt at høre, hvad der rent faktisk bliver råbt om.
Man skal glæde sig over det man har. Det vi har her i lejligheden er seks timers daglig utydeligt råberi. Det er den perfekte føde til enhver sund fantasi. Her følger tre bud på hvad årsagen til råberiet kunne være.
Mulig forklaring på råberi nummer 1: Rotoina HAR rent faktisk sine forældre boende. Vi har ikke set noget fysisk bevis på andre en førnævnte søn og mand, men det kunne tænkes. Vi ved med sikkerhed at Rotoinas mand er taxachauffør. Vi ved også, at han har den underligste kropsbygning, vi nogensinde har set. Det ved vi, fordi han engang var oppe i vores lejlighed for at udpumpe vores vask. Det var en søndag, så han havde sit søndagstøj på. Ikke søndagstøj som i "Jeg skal i kirke. Derfor klæder jeg mig pænt på". Mere søndagstøj som i "jeg skal sidde på sofaen hele dagen og spilde ulækker fastfood på mig selv. Derfor klæder jeg mig grimt på"*. Det grimme tøj var i den søndags anledning klipklapper, et par stribede shorts og en hvid t-shirt - endnu ikke spildt på. Den mundering afslørede Rotoinas mands mærkværdige kropsbygning: En mægtig dunk båret af det tyndeste par ben, jeg nogensinde har set. Den kropsbygning indikerede med andre ord, at han ikke ligefrem var nogen sportsmand. Eftersom jeg allerede er så godt i gang med ikke at være forudindtaget vil jeg endvidere antage, at hans primære aktivitet netop ER at sidde på sofaen hele dagen, spilde ulækker fastfood på sig selv og se sport i fjernsynet.
Den slags adfærd kan naturligvis ikke toleres af nogen svigermor på kloden. Det er ganske vist en overordentlig energisk svigermor, der gider råbe i seks timer hver dag, fordi hendes svigersøn bare sidder i sofaen hver dag. Men... Det kunne tænkes.
Her er endnu et billede, der beviser, hvor forår det er i New York. Det kan man sagtens sige, for forår er helt klart en skala. Skalaen går fra forår til forår. På den måde er det ikke en særlig brugbar skala. Men det er bare SÅ forår i New York lige nu!
Mulig forklaring på råberi nummer 2: Tom og Jerry bor neden under. Ikke en mand og en anden mand. Musen og katten. Dem fra tegnefilmen OG virkeligheden. Det, der gør denne forklaring så sandsynlig er, at vi allerede har hørt bevis på at der er mus i denne her bygning. Og set det. Det skræmte nær livet af os, da vi hørte det første gang. Vi vågnede en nat klokken to ved at det puslede i vores skraldespand (en pose, der hænger på radiatoren, red.). Vi prøvede begge to at slå det hen. "Det var nok bare vinden". "Der kom ind af et lukket vindue". "Og blæste lodret nedad".
Da vi natten efter vågnede ved præcis samme lyd reagerede Julie på den eneste fornuftige facon: Hun gemte sig under dynen. Som manden i huset måtte jeg ud af sengen. Jeg fattede det nærmeste og bedste våben mod mus: Min iPhone. Med lommelygten tændt ledte jeg i hele lejligheden. Det er en meget lille lejlighed, så det tog ikke ret længe. Trods den korte tid fik jeg øje på noget, der pilede ind under komfuret. PIS! Tænkte jeg. Altså... Det var ikke pis, der pilede ind under komfuret. Det var bare en virkelig træls situation. Dagen efter fik vi fat i Rotoina og hendes mand. De løste meget elegant museproblemet ved at overfylde alle huller i lejligheden med isoleringsskum.
'
De satte også sådan en fyr op, som sender lyde ud. Vi kan ikke høre en skid, men musene synes eftersigende, at det er en møg irriterende lyd.
Musene kan ikke kom herind, og de kan ikke holde ud at være her. Det er ikke helt usandsynligt at de er flygtet ned til vores underbo, er det vel? Det er i hvert fald underholdende at forestille sig, at råberiet skyldes det her:
Mulig forklaring på råberi nummer 3: Nedenunder har de en late-night børnehave. De er vildt langt ude, men jeg tror at jeg nat vågnede og hørte en kæmpe negerdame stemme sige noget i retning af "good night honey, I'll see you tomorrow". "Godnat min skat, vi ses i morgen". Ikke på en seksuel måde, forstås. Mere på sådan en dagplejemor-måde. Det kan selvfølgelig være noget jeg har drømt...
Mus, technoasiater, højtråbende damer og mænd med stikkelsbærben. Det er noget af det krydderi, der giver lidt kulør til livet i Bed-Stuy (udtales i øvrigt Bæt (som sæt, ikke æt) Steg). Morsomhederne stopper ikke i vores egen opgang. ALLE gadehjørner i Bed-Stuy har deres egen købmandsforretning nede på hjørnet. Vores købmandsforretning bliver drevet af en spansktalende familie.
Jeg er sikker på de giver en masse tilbud, som modtagerne ikke kan afslå. Hvis tilbuddene bliver slået af, er jeg mindst lige så sikker på, at det går ud over en hest hver eneste gang. Der er nok derfor, der er så få heste i Brooklyn. Og ja, det her var et forsøg på en elendig Godfather reference.
Alt tyder på at størstedelens af deres forretninger er lyssky. Eksempelvis har de en luge i fortovet ude foran deres forretning. Den leder ned til deres KÆLDER! Som om det i sig selv ikke var gangsterindikation nok er lugen kun åben om aftenen. Jeg mener... Hvem får varer hjem så sent!?
Inde i selve forretningen er tegnene lige så tydelige. Det er altid de to samme mænd, der er på arbejde. En ældre herre med gråt hår, briller og topmave og hans søn uden gråt hår og briller, men med topmave. Men de er ikke de eneste to i forretningen. Meget ofte sidder der endnu en spansktalende, fedladen ubarberet mand på en grøn mælkekasse lige foran døren. Udover at det er upraktisk, larmer det også helt vildt. Ikke fordi han skramler med kassen eller noget. Mere fordi han insisterer på at føre en højlydt samtale med den unge af de to ekspedienter. Mine besøg i forretningen følger altid en bestemt rytme. Når jeg kommer ind har mælkekassen en samtale med den unge af ekspedienterne. Jeg bestiller noget fra den grillbar, de har installeret lige under hovedpinepillerne. Det er selvfølgelig en afbrydelse af deres samtale. De irriterer mælkekassen, at jeg sådan bilder mig ind, at jeg kan købe noget. Han hæver stemmen. Hver gang jeg siger noget til ekspedienten, tager mælkekassen det som endnu en personlig fornærmelse og hæver stemmen. Ekspedienten taler ikke sådan super godt engelsk, og jeg er ikke så god til forstå gebrokkent engelsk, så jeg er altid nødt til at spørge om prisen 3-4, før jeg fatter det. Det gør mælkekassen så gal i skralden at han til sidst fører samtalen helt gasblå i ansigtet, råbende henover sin avis. Af ren høflighed, og for at holde fast i dynamikken i samtalen, ender hans ven bag kassen altid med at råbe lige så højt. Desværre sænker de ikke lydniveauet igen, når jeg har betalt. Så når jeg venter på min mad grillbaren/købmandsforretningen nede på hjørnet er det altid som ufrivilligt midtpunkt i en afsindigt højlydt samtalen mellem to spaniere. Jeg mener... Hvis det ikke er tegn på at de er gangstere, hvad er så!?
Det var lige det jeg havde om livet i Brooklyn i denne omgang. Her er faktisk ret rart at være. Støjen er bare en del af charmen.
*Jeg var lige ved at skrive "hood". Det var inden jeg kom i tanke om at jeg er den hvideste person man med rette kan forestille sig. Som sådan har jeg ingen merit, der tillader mig at skrive den slags. Nabolag it is. Selvom Bedford-Stuyvesant mere er et hood.
*Bemærk venligst hvorledes jeg storsindet undlader at lade mine forudindtagelser påvirker historien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar