Der følger her et ulideligt langt indlæg, som beskriver rejse og de første par dage i fuldkomment unødvendige detaljer. God fornøjelse!
Københavns Lufthavn, 16/1-15 kl. 1721 dansk tid
Jeg har lige sagt farvel til mor, far, Jonas, Frederik og Benjamin i lufthavnen. Julie var jeg nødt til at efterlade derhjemme på Frimestervej, som jo dybest set snart ikke er hjemme længere. Hun har stadig et arbejde hun er nødt til at passe, inden hun kan tilslutte sig festen i New York.
Julie kommer - bogstavelig talt - flyvende den 30. Januar og lander i New York klokken lige midt på eftermiddagen.
Jeg selv sidder altså nu i lufthavnen ved gate C33 og venter på at bordingen går i gang om 9 minutter. Sommerfuglene har flakset mere og mere ivrigt rundt siden i søndags, hvor de for alvor begyndte, og de nærmer sig nu et flakseniveau der gør, at det godt meget snart må blive tirsdag, så jeg kan få noget af spændingen indfriet. For jeg er mega spændt og jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt vildt til at starte på et nyt arbejde, i en industri som har ligget som en drøm i baghovedet siden jeg startede på handelsskolen for snart 10 år (wow...) siden.
Samtidig er jeg også død-nervøs. Jeg er nervøs for at starte arbejde i virksomheden, der ligger i Amerika. I det land har man eftersigende ikke fællesfrokoster, hvor alle sætter sig ned samtidig og deler et måltid mad, sådan som man gør det hos Endomondo. Hvordan skal man så lære sine kollegaer at kende!?
Jeg er nervøs for at starte på et arbejde som, i alle de bøger jeg har læst på handelshøjskolen, er beskrevet som "præget af en individualistisk arbejdskultur, hvor jungleloven gælder, og hvor den stærkeste overlever". Hvordan skal den skrivende konsensussøgende (igen, ifølge bøgerne) skandinav dog klare sig i sådan en forrået verden, hvor et stort smil fra en ligeværdig nærmere er tegn på en snarlig kniv i ryggen, frem for et ekstra espressoshot i morgendagens latte (espressoshottet her ment som et klodset billedligt eksempel på en venlig gerning fra omtalte kollega).
Det er nok ikke så slemt at arbejde i USA, som jeg her forestiller mig, men jeg kan godt mærke at jeg er på vej ud i nyt og ukendt territorium, og at min menneskelige, krybdyrprægede, krysteragtige og irrationelle hjerne er hunderæd for det. Den ringer med alle de alarmklokker, den har at gøre godt med, for at få mig til at blive i min komfort zone. Altså derhjemme.
Det skal blive en stor fed løgn.
Nu er det boarding tid...
Flyvemaskine, et sted midt over Atlanterhavet, 16/1-15 cirka klokken 2300 dansk tid.
Følgende er uddrag fra håndskrevne noter.
Hun står der og våger over mig, fru Alejandro, mens jeg udforsker den plads, der er blevet mig tildelt. Jeg kan mærke hendes brændende blik, da jeg med møje får bakset min carry-on bagage op i de dertil indrettede skabe over mine og mine medpassagerers hoveder.
Jeg sætter mig i sædet og iværksætter straks en eftersøgning efter en skærm, som ikke ved første øjekast er synlig. Jeg forventer naturligvis at den er at finde et sted i min umiddelbare nærhed. Skærmen. Den skærm, som jeg forventer skal bringe mig helskindet til New York med min forstand i behold. Den skærm, som er min største fornøjelse ved alle flyveture: Nemlig det at kunne læne sig tilbage i sædet og, uden den mindste antydning af dårlig samvittighed over ting jeg ellers kunne have foretaget mig, se film efter film eller afsnit efter afsnit af en af de serier, som luftfartselskaberne stiller til rådighed for at underholde deres passagerer. Indhold som er stillet til rådighed for at undgå situationer som den, der forekom d. 11. September 2001, hvor det er blevet påvist at optøjerne i 5 ud af 6 flyvemaskiner opstod, fordi in-flight entertainment systemerne var nede.
Det kan måske lyde sært, men jeg ser rent faktisk frem til sådan syv timer, hvor jeg bare skal sidde i mit sæde, se TV og vente på at måltid efter måltid bliver serveret fra små vogne, som er designet sådan, at de kører ind i høje mænds knæ.
Den skærm, jeg leder efter, plejer at være placeret øverst i sæderyggen umiddelbart foran en. Allerede da jeg satte mig i sædet lige ved toilettet var det ret tydeligt, at skærmen ikke var at finde på sin sædvanlige positionen. Min overraskelse over manglende skærm gør, at min næste bevægelse - et ryk med hovedet, for at undersøge armlænet for eventuelle skærmforekomster - bliver en kende for pludselig. Den pludselige bevægelse resulterer nemlig i, at jeg endnu engang pådrager mig fru Alejandros fulde opmærksomhed. Til min fortvivlelse er skærmen heller ikke at finde i armlænet.
Med et sidste desparat håb krummer jeg mig helt sammen for at undersøge området under mit sæde. Jeg ser imidlertid ikke andet end en dysfunktionel redningsvest og et par beskidte sneakers. Jeg vender tilbage til overflade med nederlaget malet ansigtet. Det første jeg ser, tilbage i oprettet position, er fru Alejandro med den forfærdelige læbestift. Hendes blik er stift rettet mod den tunge flydør. Da Alejandro med et sagte "schlump" lukker den i, er det lige før jeg kan høre hendes diabolske kaglen ringe ud i hele kabinen. Både hun og jeg ved hvad klokken er slået: Jeg er dømt til 7 dødsyge timer med sløje hovedtelefoner og en imponerede mængde gadgets, hvoraf ingen er ladet ordentligt op.
Således er jeg altså gået fuldkommen analogt. Teksten her er forfattet med en gammeldags kuglepen, i en gammeldags notesbog. Hvis nogen har indsigelser over tekstens meningsløshed og fuldkommen unødvendige længde vil jeg foreslå at man forfatter en skriftlig klage til:
Siden den værste flyvetur i mit liv er der ikke sket så forfærdelig meget, men lidt har også ret.
Efter amerikanske forhold har bilen naturligvis en helt almindelig størrelse.
Københavns Lufthavn, 16/1-15 kl. 1721 dansk tid
Jeg har lige sagt farvel til mor, far, Jonas, Frederik og Benjamin i lufthavnen. Julie var jeg nødt til at efterlade derhjemme på Frimestervej, som jo dybest set snart ikke er hjemme længere. Hun har stadig et arbejde hun er nødt til at passe, inden hun kan tilslutte sig festen i New York.
Julie kommer - bogstavelig talt - flyvende den 30. Januar og lander i New York klokken lige midt på eftermiddagen.
Jeg selv sidder altså nu i lufthavnen ved gate C33 og venter på at bordingen går i gang om 9 minutter. Sommerfuglene har flakset mere og mere ivrigt rundt siden i søndags, hvor de for alvor begyndte, og de nærmer sig nu et flakseniveau der gør, at det godt meget snart må blive tirsdag, så jeg kan få noget af spændingen indfriet. For jeg er mega spændt og jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt vildt til at starte på et nyt arbejde, i en industri som har ligget som en drøm i baghovedet siden jeg startede på handelsskolen for snart 10 år (wow...) siden.
Samtidig er jeg også død-nervøs. Jeg er nervøs for at starte arbejde i virksomheden, der ligger i Amerika. I det land har man eftersigende ikke fællesfrokoster, hvor alle sætter sig ned samtidig og deler et måltid mad, sådan som man gør det hos Endomondo. Hvordan skal man så lære sine kollegaer at kende!?
Jeg er nervøs for at starte på et arbejde som, i alle de bøger jeg har læst på handelshøjskolen, er beskrevet som "præget af en individualistisk arbejdskultur, hvor jungleloven gælder, og hvor den stærkeste overlever". Hvordan skal den skrivende konsensussøgende (igen, ifølge bøgerne) skandinav dog klare sig i sådan en forrået verden, hvor et stort smil fra en ligeværdig nærmere er tegn på en snarlig kniv i ryggen, frem for et ekstra espressoshot i morgendagens latte (espressoshottet her ment som et klodset billedligt eksempel på en venlig gerning fra omtalte kollega).
Det er nok ikke så slemt at arbejde i USA, som jeg her forestiller mig, men jeg kan godt mærke at jeg er på vej ud i nyt og ukendt territorium, og at min menneskelige, krybdyrprægede, krysteragtige og irrationelle hjerne er hunderæd for det. Den ringer med alle de alarmklokker, den har at gøre godt med, for at få mig til at blive i min komfort zone. Altså derhjemme.
Det skal blive en stor fed løgn.
Nu er det boarding tid...
Flyvemaskine, et sted midt over Atlanterhavet, 16/1-15 cirka klokken 2300 dansk tid.
Følgende er uddrag fra håndskrevne noter.
Det er et par uger siden, at jeg fik den første indikation af min forestående flyvetur ville blive... Anderledes. Norwegian havde per SMS meddelt mig, at det portugisiske flyselskab "HiFly" ville overtage den flyvning, som jeg skulle til at begive mig ud på. Jeg træder ind i flyveren, og det er tydeligt, at de to selskaber har gjort deres bedste for at lade som ingenting. Der hænger små Norwegian flag på stoleryggene, der hvor man læner sit hovede, og det skal senere vise sig, at mit inflight meal bliver leveret i en æske, der er plastret til med Thor Heyerdahl citater.
Deres indsatser til trods fornemmer jeg straks, at noget ikke er som det skal være. Jeg træder ind i flyveren, og en to meter høj Alejandro type anviser mig pladsen LIGE ved siden toilettet på et sydeuropæisk klingende engelsk, frem for det flade, skandinaviske jeg havde forventet at blive modtaget med.
Alejandros solbrune kvindelige kollega, som forventningsfyldt trippende venter længere inde i maskinen, er klædt i en kølig lyseblå nederdel og en direkte arrogant mørkeblå blazerjakke, frem for Norwegians sædvanlige postkasserøde uniformer. I skærende kontrast til hendes kølige blå uniform står fru Alejandro's læber. De er malet i en exceptionelt afskyelig nuance af pink. Den pink som ingen andre end piger under 5 og hjerneskadede realitystjerner bryder sig om. Med brun hud, pink læber og blå uniform giver hun alt i alt et kunstigt, Barbie-agtigt indtryk, og kaster et ildevarslende skær over hele situationen.
Hendes flakkende blik vidner om at hun er medskyldig i en forbrydelse, hvis fulde omfang først bliver kendt for os intetanende ofre efter flyet er boardet og alle forsøg på undvigelse for længst er fortabt i luftfartselskabernes bureaukratiske tåger.
Deres indsatser til trods fornemmer jeg straks, at noget ikke er som det skal være. Jeg træder ind i flyveren, og en to meter høj Alejandro type anviser mig pladsen LIGE ved siden toilettet på et sydeuropæisk klingende engelsk, frem for det flade, skandinaviske jeg havde forventet at blive modtaget med.
Alejandros solbrune kvindelige kollega, som forventningsfyldt trippende venter længere inde i maskinen, er klædt i en kølig lyseblå nederdel og en direkte arrogant mørkeblå blazerjakke, frem for Norwegians sædvanlige postkasserøde uniformer. I skærende kontrast til hendes kølige blå uniform står fru Alejandro's læber. De er malet i en exceptionelt afskyelig nuance af pink. Den pink som ingen andre end piger under 5 og hjerneskadede realitystjerner bryder sig om. Med brun hud, pink læber og blå uniform giver hun alt i alt et kunstigt, Barbie-agtigt indtryk, og kaster et ildevarslende skær over hele situationen.
Hendes flakkende blik vidner om at hun er medskyldig i en forbrydelse, hvis fulde omfang først bliver kendt for os intetanende ofre efter flyet er boardet og alle forsøg på undvigelse for længst er fortabt i luftfartselskabernes bureaukratiske tåger.
Hun står der og våger over mig, fru Alejandro, mens jeg udforsker den plads, der er blevet mig tildelt. Jeg kan mærke hendes brændende blik, da jeg med møje får bakset min carry-on bagage op i de dertil indrettede skabe over mine og mine medpassagerers hoveder.
Jeg sætter mig i sædet og iværksætter straks en eftersøgning efter en skærm, som ikke ved første øjekast er synlig. Jeg forventer naturligvis at den er at finde et sted i min umiddelbare nærhed. Skærmen. Den skærm, som jeg forventer skal bringe mig helskindet til New York med min forstand i behold. Den skærm, som er min største fornøjelse ved alle flyveture: Nemlig det at kunne læne sig tilbage i sædet og, uden den mindste antydning af dårlig samvittighed over ting jeg ellers kunne have foretaget mig, se film efter film eller afsnit efter afsnit af en af de serier, som luftfartselskaberne stiller til rådighed for at underholde deres passagerer. Indhold som er stillet til rådighed for at undgå situationer som den, der forekom d. 11. September 2001, hvor det er blevet påvist at optøjerne i 5 ud af 6 flyvemaskiner opstod, fordi in-flight entertainment systemerne var nede.
Det kan måske lyde sært, men jeg ser rent faktisk frem til sådan syv timer, hvor jeg bare skal sidde i mit sæde, se TV og vente på at måltid efter måltid bliver serveret fra små vogne, som er designet sådan, at de kører ind i høje mænds knæ.
Den skærm, jeg leder efter, plejer at være placeret øverst i sæderyggen umiddelbart foran en. Allerede da jeg satte mig i sædet lige ved toilettet var det ret tydeligt, at skærmen ikke var at finde på sin sædvanlige positionen. Min overraskelse over manglende skærm gør, at min næste bevægelse - et ryk med hovedet, for at undersøge armlænet for eventuelle skærmforekomster - bliver en kende for pludselig. Den pludselige bevægelse resulterer nemlig i, at jeg endnu engang pådrager mig fru Alejandros fulde opmærksomhed. Til min fortvivlelse er skærmen heller ikke at finde i armlænet.
Med et sidste desparat håb krummer jeg mig helt sammen for at undersøge området under mit sæde. Jeg ser imidlertid ikke andet end en dysfunktionel redningsvest og et par beskidte sneakers. Jeg vender tilbage til overflade med nederlaget malet ansigtet. Det første jeg ser, tilbage i oprettet position, er fru Alejandro med den forfærdelige læbestift. Hendes blik er stift rettet mod den tunge flydør. Da Alejandro med et sagte "schlump" lukker den i, er det lige før jeg kan høre hendes diabolske kaglen ringe ud i hele kabinen. Både hun og jeg ved hvad klokken er slået: Jeg er dømt til 7 dødsyge timer med sløje hovedtelefoner og en imponerede mængde gadgets, hvoraf ingen er ladet ordentligt op.
Således er jeg altså gået fuldkommen analogt. Teksten her er forfattet med en gammeldags kuglepen, i en gammeldags notesbog. Hvis nogen har indsigelser over tekstens meningsløshed og fuldkommen unødvendige længde vil jeg foreslå at man forfatter en skriftlig klage til:
Norwegian Air Shuttle ASA
PO Box 115
1330 Fornebu
Norway
First world problems er en MEGET virkelig ting.
804 Greene Avenue, 11221 Brooklyn, New York, US, 18/1-15 kl. 1337 amerikansk tid.
Den værste skuffelse over manglende TV-serier på flyet har nu lagt sig. Det er søndag eftermiddag, og det har pisset ned hele dagen. I følge vejrudsigten skulle der komme 15 mm., og det kræver selvfølgelig en indsats fra Moder Natur. Hun arbejde virkelig på at nå målet. Regnen har gjort, at jeg ikke har foretaget mig ret meget i løbet af dagen. Med mindre man synes at læsning af 200 siders rejsebeskrivelser fra Australian er meget. Så har jeg virkelig udrettet noget i dag.
Siden den værste flyvetur i mit liv er der ikke sket så forfærdelig meget, men lidt har også ret.
Jeg landede cirka 2130 amerikansk tid, og efter hvad der virkede som en evighed, kom jeg igennem køen og fik taget de obligatoriske fingeraftryk. Derefter kunne jeg i god ro og orden hente min bagage på båndet og begive mig ud mod udgangen. Der tændte jeg for signalet på min telefon, som på grund af manglende TV-serier var nået ned på et kritisk lavt batteriniveau. Der var imidlertid lige nok batteri til at jeg kunne læse beskeden fra vores værtinde, Rotoina, om at jeg skulle ringe til taxa chaufføren når jeg landede. Jeg nåede heldigvis også at ringe og fortælle ham hvilken terminal jeg befandt mig. 5 minutters tid senere trillede min chauffør ind foran terminalen i hvad der bedst kan beskrives som en mindre bus. Det var en "Cadillac Escalade" jeg blev hentet i.
Efter amerikanske forhold har bilen naturligvis en helt almindelig størrelse.
Jeg blev fragtet til 804 Greene Avenue, fik en hurtig rundvisning og kastede mig i sengen.
I går, lørdag, gik jeg en lang tur rundt i Brooklyn for at få åbnet en bankkonto og for at få mig et telefonnummer. Det lykkedes delvist, i og med at jeg fik et telefonnummer, men ingen bankkonto. For at åbne sådan en, skal man have et amerikansk social security number, og det kan jeg af uransaglige årsager først anskaffe mig, når jeg har været her i ti dage. Altså må bankkontoen vente. Til gengæld blev jeg klippet. Hos en rigtig ægte herrefrisør/barber, hvor der var whiskey på disken (og i glas, og inden ret længe i MF Nielsens hals) og en stank af en meget mandlig aftershave i hele lokalet. Alt i alt et skønt arrangement. Her er et meget dårligt billede fra salonen:
Jeg tog også det her billede. Jeg forestiller mig at der bor en kunstnerisk anlagt alkoholiker i den øverste lejlighed i huset.
Jeg tror ikke det var ham her, der var den kunstneriske alkoholiker, men han var også skøn!
Sidst men ikke mindst: I Brooklyn markerer man det på en ret fin måde, at nogen indimellem tager billetten på cykel. Jeg så et par hvidmalede cykler lænket til lygtepæle før jeg stødte ind i den nedenfor, og undrede mig ærlig talt lidt over arrangementet.
Nedenstående billede forklarer imidlertid opstillingen. Med min forklaring gør den i hvert fald: På skiltet står der (oversat fra originalsproget) "Cyklist dræbt her. Julian Miller. 45 år gammel. September 2009. Hvil i fred". Man kan mene hvad man vil om at så gammel en mand kørte på så upraktisk en cykel, men tanken er god. Forhåbentlig får det både billister, cykelister og fodlister til at tænke over, hvad de foretager sig i trafikken.
Efter min lange gåtur løb jeg en 10'er og prøvede at lade være med at falde i søvn. Det gjorde jeg ind til cirka halv ni, hvor jeg faldt i søvn...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar